
H-Båd D 126 ”ATHENE”
Vi havde efterhånden fået blod på tanden med kapsejlads, men vores lidt tunge folkebåd var svær. Glasfiberbådene væltede frem og i efteråret 1973 solgte vi folkebåden til Allerød og købte en spritny H-båd, Elvström-modellen. Den var ovenikøbet støbt hos Gefa-plads I Holstebro. Vi bestemte selv farverne, så den blev rød med røde dæksfelter.
Det var spændende at komme ud og sætte spileren første gang og der gik da også et stykke tid inden vi blev rigtig dus med sådan en tingest. Jeg var som sædvanligt rorsmand med min far som spilergast og som sædvanligt skiftende 3. mand.
Kapsejlads

Vi deltog i en del kapsejladser i 1974 til 1978.
I sommerferien 1975 sejlede vi, dvs min gode kammerat Erik, hans lillebror Jens og undertegnede til Århus, hvor Erik blev skiftet ud med min far og vi deltog i DataCup for H-både. Det gik rigtig godt på kryds, men det kneb med spileren hvor vores manglende rutine gav et dårligt resultat. Men vi lærte en masse om spilersætning – og det hjalp os faktisk meget, da vi kom tilbage til fjorden efter sommerferien.
Jeg har i mine og min fars gemmer fundet løbspapirer fra nogle af stævnerne, men ikke dem alle sammen.

Tursejlads
H-båden kunne også bruges til tur, da der faktisk var mere plads inden i, end i folkebåden.
Det var også i foråret 1975, at Irene var med ude og hvor det blev afprøvet, om hun var søstærk. Det var hun heldigvis, og hun har været gast på både tur, men også en gang i mellem på kapsejlads, lige siden.
Længde overalt: 8,28 m
Længde i vandlinie: 6,30 m
Bredde: 2,18 m
Dybtgående: 1,30 m
Deplacement: 1.450 kg
Kølvægt: 735 kg
Storsejl: 14,80 m2
Fok: 10,20 m2
Spiler: 38,00 m2
Konstruktionsår: 1967
Konstruktør: Hans Groop, Finland
HD 126 er bygget i 1973 og sejlet 1974 – 1978.
Link til Danske H-Båds Sejlere.
Se brochuren for Elvström H-båd her.
Se også brochure fra 1980 for en Botnia H-båd.
Billedgalleri: