Optimistjolle LS 11
I efteråret 1964 var jeg en aften oppe på Ungdomsgården i Lemvig for at høre om optimistsejlads.
Nogle af medlemmerne fra Lemvig Sejlklub fortalte her om optimistjollen, og at man, hvis der kom tilmeldinger nok, ville bygge et antal optimistjoller i Lemvig Sejlklub.
Jeg var fyr og flamme og fik lov til at melde mig til. Det viste sig, at jollerne skulle bygges på et lille tømrerværksted i Storegade skråt overfor, hvor jeg boede. Der var 3 mere fra min klasse, der også var med, så den vinter “gik vi til optimist”.
De voksne sejlere og nogle af forældrene byggede i alt 11 joller. Vi børn hjalp hvor vi kunne og sleb meget med sandpapir. Da jollerne var færdige til foråret trak vi lod om numrene, og jeg trak nr. 11. Der blev malet sponsornavne på siderne, og sponsorkronerne dækkede materialeudgifterne til jollerne, så det eneste vi selv skulle betale var et sejl til 200 kr. Min fik navnet Honoré malet på begge sider.
Det var spændende at komme ud og sejle den første gang i maj 1965. Det foregik ved Østhavnen i Lemvig, hvor klubben havde fået lov at opbevare jollerne i én af Høgh-Hagens træhaller.
Det var fine forhold. Til den årlige By- og Havnefest i august 1965 blev der arrangeret optimiskapsejlads, der også blev annonceret I Folkebladet.
Jeg deltog i en del kapsejladser i 1965 og 1966. Min far havde en lille lastbil, hvor der kunne stå en halv snes optimistjoller på ladet, og han elskede at køre rundt med os optimister.
Kapsejlads | Arrangør | Nr. | Link |
---|---|---|---|
By- og Havnefest, august 1965 | Lemvig Sejlklub | 1 | |
Kapsejlads 1965 i Viborg | Viborg Sejlklub | ||
Kapsejlads 26. September 1965 i Lemvig | Lemvig Sejlklub | Bedste Lemvig-båd | |
Uofficielt kredsmesterskab I Skive | Skive Sejlklub | 1 | |
DM den 5.-7. august 1966 i Kolding | Kolding Sejlklub | Link | |
Kredsmesterskab I Lemvig | lemvig Sejlklub | 8 | |
By- og Havnefest august 1966 i Lemvig | Lemvig Sejlklub | 16 | |
Kapsejlads den 11. September 1966 I Viborg | Viborg Sejlklub | 21 | Link |
Kapsejlads den 18. September 1966 I Skive | Skive Sejlklub | ||
Kapsejlads den 24. September 1966 I Århus | Århus Yachtklub | Link |
Optimistjolle LS 11
Længde overalt: 2,31 m
Længde i vandlinie: 2,15 m
Bredde: 1,15 m
Dybtgående: 0,83 m
Deplacement: 45 kg
Sejlareal: 3,5 m2
Konstruktionsår: 1954
LS11 er bygget i 1964-65 af sejlklubbens medlemmer og sejlet 1965 – 1966.
Link til OCD (Optimist Class Denmark).
Billedgalleri