Afgang til Løgstør
Lørdag den 1. juli kl. l0:50 / log 0 startede ferieturen i grace. Planen var i år en Københavner-tur, helst via Anholt. Jacob, Irene og KK var ombord, medens Anders ville støde til i Aalborg efter Roskildefestival’en ligesom sidste år. Vi havde rigtigt sommervejr og dermed svag vind fra øst. Desværre blev det derfor med motor næsten hele vejen. Kun sammenlagt 1 time havde vi motoren stoppet og gik for sejl. Kl. 18:20 / 44 ankom vi til Løgstør. Efter maden gik vi en dejlig tur op i byen, hvor vi fik en is. Vi så i øvrigt LOUISE i havnen.
Til Aalborg
Den 2. juli kl. 08:45 gik vi ud af havnen for motor og kl. 9:30 kom vi under broen. Vi strakte sejlene og det gik fint et stykke tid. Vi kørte nok med motoren i en times tid. Vinden friskede fra 3-4 m/sek til 8-10 m/sek fra Ø-SØ. Vi mødte WEB 2. Kl. 13:25 / 70 gik vi ind i Vestre Bådehavn og fandt en fin pæleplads. Vi talte med LOUISE og MØFFE. Sidst på eftermiddagen gik vi op til jernbanestationen og hentede Anders, der kom med toget fra Roskilde. Han var træt og beskidt, så han fik et bad. Nu var vi 4 ombord igen.
Vi havde lovet, at vi blev en ekstra dag i Aalborg, så næste dag stod den på afslapning. Vi talte med ALVILDA, SPAR 2 og BLUE ONE. KK fik ordnet lækagen ved dieseltank-måleren ved at tætne med sort Sika-Flex. Hele kistebænken var tømt og bunden var taget op, så det var et stort arbejde.
Til Egense
Den 4. juli kl. 10:00 gik vi under Limfjordsbroen og tøffede for motor mod øst i en svag ØSØ-vind. Det var rigtig flot vejr. Kl. 12:35 / 86 gik vi ind i Egense. Vi fik frokost og om aftenen tændte KK grillen og efter maden gik vi en lang tur. Vi ville tidligt i seng, da vejrmeldingen stadig lød på sydøstlig vind, altså lige imod til Anholt. Vi havde bemærket, at der de sidste par dage var kommet lidt mere vind sidst på formiddagen og da KK ikke gad krydse over 40 sømil, var planen at køre på motoren hele vejen til Anholt, og det ville være det nemmeste i helt svag vind.
Til Anholt
Næste morgen stod vi således ud af havnen kl. 03:40 for motor i SØ-vind. Desværre var vinden slet ikke så svag endda, og i løbet af et par timer var den oppe på 7 m/sek. Men det gik nu fint. Vi så en rimelig flot solopgang og sad begge og læste bag sprayhood’en. Ungerne lå i køjerne. Vi fik formiddagskaffe og selvom der efterhånden var rimeligt store bølger, så bankede vi fint af sted. Kl. 11:30 / 132 løb vi ind i havnen. Der var mange tomme pladser, så vi fik hevet hækankeret ud og fik fortøjet. Vi måtte dog straks ud igen og forsøge endnu engang. Først 3. gang holdt ankeret. Nu blev det rigtig godt vejr, og vi sad faktisk bare i skyggen det meste af eftermiddagen. Jette og Vagn fra SPAR 2 dukkede op og fik en kold øl. Om aftenen gik vi en tur langs med stranden, hvor der var helt utroligt mange tanglopper. En flot aften!
Næste dag gik Irene og KK de godt 3 km op til byen for at handle lidt. Det var ulidelig varmt, men heldigvis havde vi et par flasker vand med. På tilbagevejen gik vi langs med ørkenen og oppe mod nord gik vi op på udsigtspunktet, hvor vi kunne se ud over ørkenen til fyret. Meget specielt. Vi var ovre hos SPAR 2 og fik en lille én samme med dem. Om aftenen sad Irene og KK på stranden og så solen gå ned.
Til Gilleleje
Dagen efter, den 7. juli gik vi ud kl. 07:40 i helt svag vind fra nordvest. Sejlet blev sat, men motoren kørte fortsat, da vinden var næsten lige agten. Desværre var det meget diset, så vi så ikke ret meget. En kort overgang var det ved at støvregne lidt. Da der kom en del coastere, gik vi vest om rutebøjen øst for Lille Lysegrund. Kl. 15:00 / 179 anløb vi Gilleleje. Det er en rigtig turistby og vi gik en tur for at se på festlighederne. Vi var bl.a. på maleriudstilling med levende musik.
Til Humlebæk
Den 8. juli kl. 10:30 gik vi ud af havnen. Sejlene blev sat og det gik fint østpå i 3-4 m/sek. vest. Men efter et par timer lidt før Kronborg drejede vinden i syd og døde. Motoren blev startet og vi rundede pynten med Kronborg om styrbord.
Lige da vi kom rundt om hjørnet var der næsten total kaos med færger. Vi talte 7 færger, der drønede på tværs. KK mente, at vi lige kunne vente et par minutter og ganske rigtig, lidt efter var der ”fri bane”. Vi tøffede sydpå og kl. 13:30 / 196 gik vi ind i Humlebæk, hvor vi fik en dejlig pæleplads ved ydermolen. Det var stadig rigtig godt vejr. Efter frokosten gik Irene og KK på Lousianna og så på kunst. Det var vældig flot. Tilbage igen fik KK gang i grillen og aftensmaden var som sædvanlig et af dagens højdepunkter. Vi prøvede at grille skumfiduser. Det var en lækker dessert, men man skulle ikke spise for mange.
Til Rungsted
Næste dag, søndag, gik vi ud af havnen kl. 10:40 og satte sejlene. Vi kunne ikke helt holde op ned til Rungsted og tog et par slag. Vinden var frisk, 6-9 m/sek. fra sydøst, men det var dejlig varmt. Kl. 12:00 / 203 gik vi ind i den kæmpestore lystbådehavn og fandt en udmærket pæleplads. Vi fik frokost og gik op og så os lidt om. KK fik hentet 30 liter diesel. Vi var rundt på broerne og tælle 101’ere. Der var godt nok mange. Om aftenen gik vi hen og spiste i sejlklubbens restaurant, der vist var den billigste i området, og bagefter gik vi en tur og så på villaer med stort V!
Til Kalkbrænderihavnen
Næste dag kl. 09:35 gik vi ud af havnen og satte sejlene i 7-8 m/sek. fra vest og satte stævnen sydpå. Det var en flot tur langs med udsigt til alle de dyre huse. Vi fik et billede, hvor man kan se Eremitage-slottet i Dyrehaven. Vi tog sejlene ned udenfor Svanemøllehavnen og tøffede helt ind i Kalkbrænderihavnen, hvor vi ankom kl. 11:15 / 219.
Vi fik en dejlig pæleplads og KK fik gjort dækket rent, medens besætningen fik købt lidt ind. Om eftermiddagen gik vi ind til Kastellet og videre ind på Amalienborg, hvor vi gik rundt på slotspladsen. ”Ned fra trappen” råbte en garder pludselig. Det var efter Irene, der ikke kunne holde sig nede på selve pladsen. Det grinede vi en del af, da hun så absolut er den royale i familien. Det blev meget varmt at gå tilbage og vi besluttede at flytte længere ind næste dag. Tilbage på havnen fik KK betalt havnepenge – 20 kr. – så det var billigt. Her fik han også en snak med en sejler, der havde været igennem Bøgestrømmen. Der var ingen problemer. Alle kostene stod der. (KK havde hørt noget om, at der ikke blev vedligeholdt længere).
Til Christianshavns Kanal
Den 11. juli tøffede vi ud af den kæmpestore havn kl. 10:05 og drejede ned forbi Kronløbet og ind gennem Lynetteløbet. Vi sejlede forbi Langelinie, Operahuset, og drejede ind i Christianshavns Kanal. Der var ikke ret meget plads. Kort efter lå der en af turistbådene lige bagved, men KK fandt et lille hul ind til styrbord, hvor vi kunne stoppe op og få turistbåden forbi. Føreren nikkede til tak og vi fortsatte vores søgen efter en plads. Dem var der ikke mange af. Vi fandt ikke en eneste pæleplads, men vi bemærkede en lille fiskerbådstype, hvor der var et grønt skilt ovre på Christiania-siden. Her gik vi ind. Det var et sjovt sted. Ca. hver 10. minut kom der en turistbåd og lige ud for os kunne vi høre guiden fortælle om Frelserkirken bag os. Så alle turisterne fotograferede hen over hovedet på os, så vi er sikkert med på mange feriebilleder!
Jacob gik en tur om aftenen, hvor han mødte sin veninde Kat, som besøgte os i Lemvig i foråret.
Næste dag gik Anders, Irene og KK en tur op i ”Den sorte diamant” og bagefter i Glyptoteket. Jacob var igen ude for sig selv. Vi fik en cappuccino på Strøget og fik handlet lidt. Irene fik en ny gummiduppedit på brillerne – uden beregning, ren service.
Om aftenen gik vi i Tivoli og selv vi gamle fik en tur i rutsjebanen!
Til Dragør
Den 13. juli kl. 09:20 tøffede vi ud af kanalen i flot vejr. Ovre omkring Prøve-stenen satte vi sejlene, da der var kommet lidt vind. Det gik fint sydpå, hvor vi snart kunne se Drogden. Vi havde talt om at gå til Rødvig. Vi passerede Øresundsbroen.
Da vi var kommet lidt forbi Drogden drejede vinden i syd og blev meget svag. KK startede motoren, men efter ca. 10 minutter døde motoren igen. KK fik skilt nogle af brændstofrørene ad og konstaterede, at der var skidt i systemet. Det gyngede dog en del, og vi besluttede at vende om og sejle ind til Dragør, hvor Irene i øvrigt også gerne ville ind. Men det tog 1½ time at lænse tilbage i den svage vind. Da vi nåede ind til havnen friskede vinden til 7-8 m/sek. Vi tog storsejlet ned og gik ind på fokken kl. 13:50 / 240. Vi kunne lige akkurat holde op i renden ind til lystbådehavnen og her fik vi drejet ned mellem en pælerække, hvor vi var sikre på, at der var tomme pladser. KK rullede fokken ind, men det drillede lidt og farten gik lidt for hurtigt af, så vi nåede ikke helt ind til broen. Men vi kom ind mellem pælene og manden i nabobåden hjalp Irene med at få en fortøjning i land. Manden var i øvrigt Flemming Hansen, der af og til skriver i Bådnyt og han lå der i sin X-99, NupX. Han var vældig flink at tale med – hans kone havde i øvrigt fødselsdag. Efter en god frokost fik KK fik hurtigt renset slangerne og især ventilen i bunden af tanken og fik startet motoren igen. Vi gik en tur op i byen og fik købt lidt ind.
Til Vordingborg
Næste dag var der ikke svag vind fra syd, men en frisk vind på 9-11 m/sek. fra vest. Vi så Nupx sejlede sydpå med 2 reb i storen og forsejlet kun halvt rullet ud. Men det var jo også en levende X-båd. Vi satte fulde sejl kl. 10:00 og vendte stævnen mod syd. Det gik godt og der var en kraftig medstrøm, så navigatoren stod i lang tid omkring 8,4 knob. Lige bag os gik en X-332. De rodede lidt med sejlføringen, idet de først havde alle gardiner oppe. Så tog de 2 reb i storen, så et reb, så rullede de fokken ind, men til sidst satte de alle sejl igen. Men da var de kommet noget bagud. Desværre hentede de os lige så stille og gik forbi lidt før Stevns. Det var flot langs med Stevns Klint, hvor vi gik forholdsvis tæt på. Vi fik også et billede af kirken, der er ved at falde ned.
Rundt om hjørnet strammede vi lidt hjem. Vinden var faldet til 6-7 m/sek., og det gik stadig fint. X-332’eren holdt lidt højere, som om han ville til Præstø, men til sidst faldt han af og ved anduvningsbøjen til Bøgestrømmen rullede han fokken ind. Vi halede ham hurtigt ind, hvorefter vi også rullede fokken ind, så vi blev bagved. Så kunne han vise vej. Det var dejlig nemt! Det var flot sejlads med vind, høj himmel og varmt. X’eren drejede ind mod Stege, medens vi fortsatte mod Møn-broen.
Omkring Farøbroen blev vinden for spids og var efterhånden også noget svagere, så vi tog sejlene ned og gik for motor den sidste times tid, hvorefter vi kl. 18:10 / 293 anløb Vordingborg.
Da vi langt om længe havde fundet en plads gik vi op i byen for at få en pizza. Der var kun én pizza-bar, og her kunne vi ikke købe noget, der var stor byfest og mange gæster. Langt om længe fandt vi en åben Fakta, hvor vi fik en pose biksemad. På vejen ned til havnen hang KK lidt og så Zididada. Da vi havde spist kunne vi høre Dodo and the Dodos optræde oppe i byen. En flot aften!
Til Korsør
Den 15. juli gik vi ud kl. 10:20 og satte hurtigt sejlene, da der var fin nordlig vind. Lige efter Storstrømsbroen var den oppe på 10 m/sek., men den faldt igen. En overgang var den helt nede på 2-3 m/sek., men det var ganske kort tid. Vi indhentede flere tursejlere op gennem Smålandsfarvandet, så det gik rigtig godt. At himlen var blå og temperaturen høj gjorde det ikke værre.
Mellem Stigsnæsværket og Agersø øgede vinden igen. Vi kunne lige holde op på den første del, hvorefter KK rullede fokken ind og gik for motor og storsejl i det smalle løb. 2,5 sømil længere nordpå skulle vi holde mere vestover og kunne falde af igen. KK stoppede motoren og ville til at rulle fokken ud igen. Men i det samme døde vinden fuldstændig, medens bølgerne var høje og krappe. Det var lidt ubehageligt. Man kunne se på vandet, at 50 m længere fremme var der kraftig vind. Så ned med hovederne, så vi kunne afvente, hvad der skete. Vinden kom pludselig med op mod 12 m/sek., men lige forfra.
Der var kun godt 4 sømil til Korsør, så vi gik helt ind under land og tog sejlene ned og gik det sidste stykke for motor. Vi gik ind i havnen kl. 16:40 / 330 og fandt en god pæleplads. KK kom efter lidt problemer med at finde poletter i bad, og så virkede poletterne ikke alligevel, så han fik et koldt bad og var rasende. 3 gange var han ovre ved havnekontoret for at finde havnefogeden, men det lykkedes ikke (men det var jo også lørdag aften), så vi lå helt gratis! Kort efter vi kom i havn døde vinden i øvrigt helt hen. Igen en flot aften. Jacob og KK travede noget rundt for at finde en iskiosk, der var åben, men det lykkedes.
Til Kerteminde
Næste dag var det havblik og høj blå himmel. Vi gik ud kl. 09:05 og gik under Storebæltsbroen helt inde under land. Nord for separeringen drejede vi vestpå og satte kursen mod Kerteminde. Her gik vi ind kl. 12:00 / 348 og fandt igen en fin pæleplads tæt på havnekontoret. Vi fik købt ind, men der var dømt afslapning i cockpittet i varmen. Om aftenen gik vi op og fandt den lækre isvaffelbutik og vi fik alle en ”half and half” med iskugler og softice, og alle fik ondt i maven, da den var meget stor!
Til Grenå
Vi havde diskuteret lidt, om vi skulle ind i Ballen eller om vi skulle længere nordpå. Vi gik tidligt ud, kl. 07:25 og tøffede ud omkring Stavreshoved og indenom Romsø. Der kom vind, 4-6 m/sek. fra vest og senere syd og vi satte sejlene og stoppede motoren. Udfor Ballen kunne vi se, at det væltede ud med både, så der burde være plads, men Irene havde bestemt sig og ville længere. Vinden blev mere og mere plat og døde omkring Hjelm, så motoren blev startet. Senere kom der lidt vind igen, og motoren blev stoppet. Den lille spilerstage blev sat på fokken og vi gik en del fra en svensk Omega 34. En Luffe 37 forsvandt forude med spileren sat. Vinden øgede til omkring 10 m/sek. fra syd, så det gik hurtigt nordpå. Ved Havknude små 4 sømil syd for Grenå sprang vinden meget pludselig fra syd til vest omkring 10 m/sek. Heldigvis havde vi netop rullet fokken ind og bommet storsejlet, så vi pillede blot stagen ned, rullede fokken ud igen og så høvlede vi nordpå. Luffe’n derimod var kommet alt for langt østpå og måtte krydse ind, så de nåede først i havn lige foran os. Kl. 16:30 / 407 gik vi ind i havnen og fandt en lidt dårlig plads, hvor der kun var en pæl ved den ene side og lidt efter kom der en båd på siden af os, som vi således også skulle ”holde fra broen”, da vinden var agterind. Vi talte med ATAIR om aftenen, da vi gik en lille tur.
Vejrudsigten lød på nordvestenvind 7-10 m/sek. næste dag og svag sydvestenvind dagen efter, så vi besluttede at blive en ekstra dag i Grenå. Vi sov længe og da vi stod op flyttede vi båden over på en tom pæleplads på en anden bro. Her lå vi meget bedre. Der var flere, der beundrede vores smarte stævnstige, der var rigtig god ved den lave bro.
Til Aalborg
Onsdag den 19.7 kl. 06:00 gik vi ud for motor i havblik. Lidt efter Fornæs satte vi sejlene, men lod motoren køre. Så gik det rimeligt nordpå. Vi mødte en kæmpestor X-båd, der var lyseblå, så det måtte være Mærsk McKinney-Møllers båd. Den var godt nok stor! Da vi var kommet ind forbi færgen ved Hals kunne vi se, at vi ikke kunne nå broåbningen i Aalborg kl. 15. Næste åbning var først kl. 17, så der var god tid. Vi stoppede motoren. Vinden var drejet i øst-sydøst, så det var plat læns. Det var meget varmt, så KK sad med en paraply over hovedet. Den lille spilerstage fungerede fint, og vi overhalede flere både. Når der skulle bommes, blev forsejlet blot rullet ind og rullet ud igen på den modsatte halse. Oppe i svinget efter kraftværket nåede vi et par Struer-både. Vi lagde til ved kajen øst for Limfjordsbroen kl. 16:10. Kl. 17 gik vi under broen sammen med en 15-20 andre både, bl.a. JOY fra Struer. Jernbanebroen gik imidlertid ikke op. Der blev ved at komme tog og først 17:45 gik den op, så der var dømt motorræs til Vestre Bådehavn, hvor vi ankom 17:50 / 467. Vi nåede først ind og SUNRISE stod på broen og vinkede, at der var en tom plads. Også DIXI lå der, så der var dømt grill-hyggeaften. Vi så også LOUISE og W.JALM.
Til Livø
Vi blev 3 dage i Aalborg og hyggede os rigtigt. Først lørdag den 22.7 kl. 10:45 – efter at vi havde sendt Anders og Jacob hjem med toget – tøffede vi ud af havnen. På vej vestover mødte vi BLUE LADY, men de så ikke os. Vi aftalte undervejs med HAVFRUEN, der var på vej ud på ferietur, at vi skulle mødes på Livø. Ude af Løgstør rende satte vi sejl og kunne endelig stoppe motoren og kl. 16:50 / 501 lå vi ved en af hækbøjerne på ydersiden af havnen. Vi grillede om aftenen og næste dag gik vi en lang tur rundt på Livø.
Til Fur
Vi tog afsked og 11:45 gik vi mod Fur. Vi spiste frokost undervejs, da der næsten ingen vind var, og det endte også med, at vi startede motoren. Vi gik ind i Fur kl. 12:50 / 509 og fandt en lidt dårlig plads helt inde i hjørnet uden på en Fjord MS33. Vi havde en dejlig afslappende dag og gik en tur om aftenen.
Til Nykøbing
Næste dag, mandag gik vi ud kl. 10 og krydsede til Nykøbing, hvor vi ankom kl.11:30 / 517. Her gik vi en tur op i byen, hvor KK fik et par nye sko.
Til Struer
Næste morgen var der en frisk vestlig vind på 10-12 m/sek. og vi gik ud kl. 10:15. Vi ville have været ind på Venø, men der var rigtig kraftig vind her, og det var pålandsvind, så vi gik i stedet til Struer, hvor vi kunne tage sejlene ned i fred og ro ovre ved Sandbjerggård og gik ind i havnen kl. 13:45 / 540. Efter frokosten gik vi en tur op i byen og kiggede lidt på spisesteder. Vi blev enige om at spise på restaurant Marina, hvor de havde et godt tilbud på en rejecocktail og wienerschnitzel. Lækkert. Bagefter sad vi og så ”Flemming og Kvik” på PC’en, da vi havde købt nogle billige DVD’er i Nykøbing.
Hjem til Lemvig
Tirsdag den 26. juli kl. 09:00 gik vi ud af havnen og det gik fint til broen i en svag vestlig vind. Vi kom under broen og krydsede i 3 m/sek., hvor det faktisk lykkedes at få den over 5 knob et par gange. Vi anløb Lemvig kl. 12:30 / 558. Det var rigtig godt vejr, så vi fik en frokost, hvorefter KK gik hjem efter bilen.
Endnu en herlig sommertur i Grace (den 11.) var slut.
Lidt statistik:
Start: 1.7 og hjemme igen 26.7 i alt 26 dage på vandet
Vi har logget 558 sømil
Sejltid 94 timer
heraf er motoren benyttet i 52 timer(56%)
Havnepenge 2.105 kr. svarende til 84 kr/døgn