Sommertur i Grace 2014 – Nordtyskland

Afgang alene

I år havde vi besluttet os for en lang sommertur. Irene gik på efterløn ved årsskiftet og KK havde aftalt med sit arbejde, at han holdt 6 ugers ferie. Da ferien endelig oprandt for KK skulle Irene til 40 års studenterjubilæum i Struer. Derfor havde vi pakket båden forinden og fredag den 27. juni kl. 16:40 / 0 listede KK ud af Lemvig Marina og satte sejlene i en svag nordvestlig vind. Det gik stille og roligt ned mod broen, hvor vinden i forbindelse med en lille regnbyge sprang lidt rundt. Der blev omkring 20 minutters ventetid inden broen lukkede op 19:08 efter en togpassage og da vinden nu var gået i syd blev det et langt kryds til Struer i svag vind. Kl. 20:30 / log 19 blev Struer Havn anløbet. Efter en kop aftente gik KK til ro og lidt senere dukkede Irene op efter en dejlig aften.

Motortur til Aalborg

Næste dag sov vi lidt længe og fik morgenkaffe for så at dampe af for motor kl. 10:10 i havblik og lidt solstrejf. Dette fik dog hurtigt ende og allerede lidt efter Jegind Tap begyndte det at støvregne – og det gjorde det så ellers hele dagen. Vinden var 1-2 m/s, men heldigvis kørte motoren fint og dig gik godt fremad. Selvstyreren sørgede for, at det var ren afslapning!

Ind gennem renden til Løgstør øgede KK omdrejningerne lidt, således vi nåede Aggersundbroen præcis kl. 16:30. Her så der ud til at være lidt nordenvind, så sejlene blev sat og det gik også fint i en lille times tid, men så døde det igen og motoren blev startet.

Vi spiste aftensmad undervejs, gryderet med ris, og kl. 20:00 / 82 anløb vi Vestre Bådehavn i Aalborg, hvor vi fik en plads ved én af Sejlklubben Limfjordens broer, hvor der er Frihavn..

Her passeres Knuds Hoved ved Fur
Ud af Limfjorden

Næste morgen sejlede vi ud kl. 9:40 og kom under Jernbanebroen med det samme. Medens vi ventede på Limfjordsbroen satte vi storsejlet. Der var en 4-6 m/s fra nord, så nu skulle der sejles. Broen gik op kl. 10 og vi rullede fokken ud. Vi måtte have et enkelt slag for at komme uden om pynten efter havneanlæggene. Her var der en Contrast 36, der rullede ind og kørte på motoren næsten helt ud til kraftværket. Det gik godt østpå og vi halede lige så stille Contrasten ind og overhalede den. Vi gik begge i nordsiden, da der var en del modstrøm Ved Hals kunne vi slække mere ud og ude ved soldaterne bommede vi og styrede nu mod Øster Hurup.

Vinden friskede lidt på vej sydpå, og selvom det var nordenvind, så blev bølgerne lidt store, og det var ikke så nemt at få sejlene pakket ned. KK satte dog selvstyreren på og lod båden tøffe lige så stille op mod vinden, så det gik heldigvis fint. Der var ingen tomme pladser med snuden op i vinden, så vi måtte tage en plads med snuden mod syd kl. 13:00 / 115. Vi fik frokost og gik en tur op i byen. Senere mødte vi en lokal Omega 34 og fik en god snak med ejerparret, der havde haft den i 25 år. Den var lidt speciel, da den havde fået ny mast (forrige ejer), hvor masten havde 2 salinger, der var vinkelrette ud fra masten og hvor der var lavet nye røstjern, der stod lidt inde på dækket. Parret var vældig glade for båden – ligesom os!

Her ved ”Soldaterne” mødte vi en brigantine fra Aalborg lige ved soldaterne
Til Grenå

Næste morgen vågnede vi til blå himmel og kl. 9:25 stævnede vi ud og satte sejl. Der var 3-5 m/s fra vestnordvest, så det gik ikke særlig godt. Vi blev enige om at sætte spileren, så den kom op og øgede farten betydeligt. Men vinden døde igen og vi tog den ned og startede motoren. Lidt før Fornæs kom der lidt vind igen, og motoren blev stoppet. Her halede vi ind på en tysk Swan. Ved den sidste kost ved Kalk-grunden spidsede han op foran os og tog derfor vinden, da vi strammede hjem til bidevind for at komme ind til lystbådehavnen. Imidlertid kunne vi tage ham på højden og kom først ind kl. 15:05 / 150. Der var masser af pladser. Da vi havde fået eftermiddagskaffe gik vi en tur op i byen. Det viste sig, at supermarkedet havde lukket, men heldigvis var der ikke noget vi ikke kunne undvære.

På vej mod Grenå med spileren sat
Videre til – ja det blev Marselisborg

Næste morgen var der igen blå himmel og vi startede kl. 9:20. Vinden var 3-5 m/s fra vest, så det gik fint nedad. En tysk Concorde 38, der havde skiftet fokken ud til en genua sejlede lidt foran os, og desværre øgede de hele tiden afstanden.

Vinden drejede længere og længere mod syd, og til sidst styrede vi lige ud mod Hjelm

Da vi lidt efter vendte og gik på styrbords halse kunne vi efter lidt mere vinddrejning mod syd holde Sletterhage Fyr op. Vi ville egentlig have været til Tunø, men blev enige om, at så langt gad vi ikke krydse. Så vi fortsatte til fyret, hvor vi slækkede lidt af på skøderne. Det begyndte at trække på med bygeskyer, så vi tog begge regntøjet på.

Vi forsøgte at få det til at passe ind mellem skyerne og samtidig løjede vinden, der ellers havde ligget på omkring 8 m/s, og farten gik ned.

Især ud mod Samsø så det voldsomt ud!
 
Dannebrog

Til sidst tog vi sejlene ned og startede motoren den sidste halve time og kl. 16:00 / 187 fandt vi en plads helt mod vest. Vi gik op i et supermarked og fik købt ind til aftensmaden, hvor vi fik besøg af Poul, der blev og hyggede sig med os til sengetid, hvor han cyklede hjem igen.

Videre mod syd

Onsdag den 2. juli sejlede vi allerede kl. 8:40 i 4-5 m/s fra vest og det gik fint sydpå. Vi gik ind forbi Hov og slækkede på sejlene for at komme ud af renden. Udenfor renden strammede vi lidt hjem og længere ude efter en kompasafmærkning drejede vinden mere i syd, og vi måtte hale helt hjem i en periode. Solen var for længst forsvundet, og det var lidt køligt. Vinden øgede lige så stille og stod nu på 8-9 m/s med 10 i pustene. Pludselig faldt en nagle ned i cockpittet og lidt efter en lille bøjle. KK kunne heldigvis se, at det måtte være slæden til den øverste sejlpind, der var raslet fra hinanden. Desværre fandt vi ikke den sidste del, så den måtte være røget udenbords. Vi kunne godt se, at når vi havde passeret Juelsminde, så kunne vi ikke længere stå op. Vi blev derfor enige om at gå ind i Juelsminde, hvor det endda var nødvendigt med et lille slag til sidst. Kl. 13:50 / 218 fandt vi en fin plads i den gamle havn.

Efter frokost gik vi en tur og konstaterede, at den fine slagterforretning var væk. KK fandt en udstyrsbutik og købte en lille sjækkel, som han fik monteret sejlslæden med igen. Vi købte lidt fisk til aftensmaden og senere gik vi en tur over i det helt nye havnebassin mod nordøst, hvor vi kl. 20:00 hørte en pigegardist trutte flaget ned. Tilbage i båden tændte vi for oliefyret og snakkede om, at det i hvert fald ikke var varmen, der hæmmede os.

KK kunne se, at næste dag ville vinden stadig være lige imod ned i tragten, ligesom vinden ville være 8-12 m/s, så der blev dømt overliggerdag.

Overliggerdag

Vi sov lidt længe og fik morgenmad, hvorefter KK gik i gang med at få ordnet noget arbejde, som det meste af dagen gik med. Vi gik en lang tur om eftermiddagen og hyggede os med læsning.

Videre sydpå

Fredag startede vi kl. 9:10 og da vi var udenom grunden øst for Juelsminde satte vi sejlene. Vinden var svag fra sydøst og den døde igen inden vi nåede at stoppe motoren. Lidt efter blev fokken rullet ind og efter et par timer blev storsejlet taget ned. Det var dejlig vejr, men da vinden var lige imod føltes det ikke så varmt. Der var en del modstrøm og rundt gennem de 2 Lillebæltsbroer var der 1,5 – 2 knob imod. Ved Fænø Kalv lå en lille spejderjolle med sjægte-rig og de viftede med en ende. ”Om de kunne komme på slæb?” Det kom de så. Det tog faktisk en knob på farten, så GPS’en viste 3,8 knob over bunden. Ikke hverdagskost for grace! En times tid senere ville de lø

Årø anduves

snes igen, så nu gik det bedre. Efterhånden som bæltet blev bredere faldt strømmen også lidt. Lidt før Brandsø øgede vinden til 6-8 m/s og var faktisk oppe på 10 et par gange. Men stadig lige imod. Kl. 15:45 / 260 anløb vi Årø og fik en dejlig pæleplads. Nu kunne vi godt mærke, at det var blevet sommer. Vi gik en lille tur op i ”byen” og så lidt på husene. Der var ved at blive indrettet 4 ferielejligheder, hvor der på skiltet stod ”Uden realkreditlån”. Til aftensmad syndede vi lidt og købte 2 cheeseburgere på havnegrillen.

Endnu mere sydpå

Lørdag – eller dag 10 på turen – startede vi kl. 9:45 og lidt efter satte vi sejlene og motoren blev stoppet. Det var overskyet men egentlig ikke koldt. Vi havde strammet godt hjem i sejlene, da vinden var syd-sydøst. Men det gik fint og vi indhentede da også et par både. Da vi gik ind i Als Sund døde vinden næsten og fokken blev rullet ind og motoren startet. Der var mange både på vandet. Da vi drejede skarpt til styrbord ved den sidste smalle del, tog vi storsejlet ned.

Nu forsvandt skyerne og det blev varmt og vi fik smidt noget af tøjet. De sidste par minutter inden Chr. 10.’s Bro fik den lidt ekstra på motoren og vi nåede lige akkurat med under åbningen kl. 14. Kl. 14:15 / 287 gik vi ind i Sønderborg Lystbådehavn og fik en dejlig plads. Da vi havde fået eftermiddagskaffe tog vi et par rygsække på ryggen og gik op i byen og handlede lidt ind. Da vi kom ud regnede det en lille smule, men det holdt op inden vi var tilbage på båden. Da vi gik ud ad bådebroen kunne vi pludselig høre en mærkelig lyd. Så forstod vi, at det var regn, og vi løb de sidste meter ud til båden og blev kun lidt våde. Kort efter stod vindmåleren på 17 m/s – men kun ganske kort tid. Men det tog toppen af varmen.

Udsigt fra cockpittet til Dybbøl Mølle
Overliggerdag

Vi havde besluttet at tage en slapperdag i Sønderborg og sov længe. Der var blå himmel og vi fik morgenmad i cockpittet og hyggede med bøgerne. Det trak dog op til torden, som gik væk igen. KK fik skrubbet dækket og sat cykelkurv på Irenes cykel. KK fik også hældt knap 20 l diesel på og købt yderligere 20 l, således tanken og begge dunke var fyldt op. Om eftermiddagen cyklede vi en tur op til Dybbøl Mølle. Det var en lang bakke at komme op ad, men til gengæld gik det godt hjemad. Tilbage ved båden var vejret klaret op, og det blev rigtig varmt.

Dybbøl Mølle
Videre til Tyskland

Mandag den 7. juli kl. 9:35 tøffede vi ud af havnen og satte sejlene. Der var en 4-6 m/s fra vest, altså agten for tværs, så det gik fint. Det var en flot tur, selvom det var lidt diset. Udenfor Sliens udmunding tog vi sejlene ned og kørte det sidste stykke for motor. Der var godt nok mange både! Kl. 13:25 / 329 fandt vi en plads ved Kappeln Stadthafen. Vi fik frokost og gik en tur op i byen. Der er en lang gågade, der går lidt i ring, så vi kom tilbage til udgangspunktet. Vi fik handlet lidt ind og tilbage i båden hyggede vi lidt. KK fik set lidt Tour de France og efter aftensmaden gik vi en tur hen på broen.

Klapbroen ved Kappeln
Her i Kappeln
Til Schleswig

Næste dag startede vi ud, således vi kom under broen 9:45 (den åbner hver time). Det var skyet og efter at vi havde sat sejlene syd for Arnis tog vi regntøjet på og der kom også noget støvregn. Vinden var agten ind, 5-8 m/sek, så det gik nogenlunde fremad. Det var spændende, hvornår broen ved Lindau åbnede, men vi ventede kun små 20 min. Vi fandt aldrig ud af dens åbningstider. Ved Misunde kom vi forbi kabelfærgen uden problemer. Det sidste stykke gennem Grosser og Kleine Breitung var der en del regn. Vi tøffede noget rundt i Stadthafen før vi 13:25 / 329 fandt en plads ved siden af en husbåd. Vi fik frokost og senere gik vi en tur op i byen gennem hele gågaden. Om aftenen kom der nogle kraftige tordenbyger med lyn og det hele.

Første nat i Schleswig

Næste dag kom sommeren! Over 30 grader i skyggen, men frisk vind. Vi fandt en bedre plads længere mod vest og fik båden flyttet derom. Vi hyggede, var en tur oppe i byen og om eftermiddagen cyklede vi til Hedeby og så Vikingemuseet m.v. Om aftenen var vi ude og spise på en lille beværtning, KK havde fundet på Tripadvisor. Fint og fornuftige priser.

Næste dag var det stadig varmt og vi orkede ikke så meget. Vi cyklede en tur hen gennem Holm og videre ud til Freistadt, den nye bydel under opbygning.

Bedre plads med vinden ind fra stævnen
Besøg ved Vikingemuseet ved Hedeby
Til Kopperby

Fredag den 11. juli startede vi kl. 09:00 for motor, da vinden var lige i mod. Vi overholdt fartgrænsen på 10 km/t de steder, hvor man skulle. Der var rimelig frisk vind ind i mellem, men der var ellers sol og varme. Ved broen i Lindau ventede vi omkring 10 min. hvorefter den gik op. Vi tøffede forbi Arnis og drejede ind til broen ved Kopperby, hvor vi kl. 12:10 / 346 fandt en fin pæleplads med vinden i snuden og med udsigt over Slien fra cockpittet. Vi gik en tur op i ”byen”, hvor der ikke var meget at se. Vi fik tanket vand og tog bad i cockpittet og hyggede med aftensmaden og en god bog. KK fik også set lidt Tour de France.

Til Eckernförde

Lørdag kl. 9:30 tøffede vi af sted, så vi kunne nå klapbroen i Kappeln 9:45. Det var der godt nok også andre, der havde tænkt sig. SÅ det var en stor kortege, der gik under broen og fortsatte ud mod Schleimunde. Inde fra lystbådehavnen i Schleimunde kom der også mange både ud, så da vi kom udenfor og fik sat sejl og drejet sydpå var der godt nok mange både på vandet. Men det var også flot vejr. Sol og varme, 4-6 m/s fra nordøst. Så det blev en lang agten for tværs og det sidste lange stykke plat læns, hvor KK satte den lille spilerstage på fokken, således vi kl. 14:00 / 369 gled ind i Eckernförde Stadthafen. Der var godt nok mange både, men vi fandt en plads helt inde ved kajen. Det viste sig, at der var havnefest med en masse salgsboder, lidt tivoli og levende musik på kajen. Vi gik en tur op gennem byens meget lange gågade og fandt en SKY, hvor vi fik handlet lidt ind. Nede ombord hyggede vi med læsning og til aftensmad købte vi et par store grillede pølser i én af boderne. Det var jo dejligt nemt. Der var live rockmusik lige ved siden af om aftenen og kl. 22:45 startede et gigantisk fyrværkeri, som varede et kvarters tid. Det var utroligt flot og noget af det meget højt oppe. (Det kunne vi også konstatere på dækket næste dag, der var fyldt med skidteras).

Her ses mylderet af både ved broen, hvor der sejles igennem fra begge sider på én gang!
Her ved kajen i Eckernförde med havnen fyldt med vandmænd
Til Kiel

Næste dag ville vi forsøge at komme til Kiel, men det holdt hårdt at komme af sted. Som nævnt lå vi inderst i pælerækken, men bag ved os lå 2 både uden på hinanden og spærrede for os. Den yderste var en flok unge fulderikker, hvor det varede længe inden der kom liv. Men til sidst skete der noget og kl. 11:05 tøffede vi ud og satte sejl. Det var blevet overskyet aftenen før og det var diset og 4-5 m/s fra vestsydvest, så det gik ikke så hurtigt. KK fik regntøjet på efter et par timer, da der kom en lille byge. Da vi drejede ind i Kieler Förde fik vi mere skub i på en foran for tværs, og det sidste lange stykke var det kryds. Men vi var ikke de eneste. Der var flere hundrede både, der krydsede ind, så det var faktisk lidt sjovt. Vi overhalede bl.a. en ny Dehler 34, men jo længere vi kom ind, jo færre både var der tilbage. Kl.15:40 / 393 gik vi ind i Kiel Dürstenbrook, den gamle OL-havn fra 1936 og fandt en udmærket pæleplads. Vi fik eftermiddagskaffe og gik en tur på havnepromenaden. Om aftenen så vi WM-finalen i fodbold på ARD, hvor Tyskland 5 min. før tid i forlænget spilletid vandt 1-0 iver Argentina. Det var lidt sjovt bagefter med en del fyrværkeri, tuden fra de store både o.s.v.

Næste dag regnede det en del fra morgenen af, men det stilnede af og vi tog en paraply med og gik ind til Alt Stadt. Her gik vi rundt nogle timer og kiggede på forretninger. På vej tilbage fandt vi en Aldi og fik købt lidt ind. Efter aftensmaden gik vi en tur nordpå og så lidt af de store villaer.

Hafenmeister’en i Kiel
Videre til Heiligenhafen

Næste dag, den 15. juli, stod vi op og allerede kl. 8:40 gik vi ud og satte sejl. Vinden var noget agten ind, sydøst, og det var flot vejr med 3-5 m/s. Ude af Kieler Förde bommede vi og lidt længere mod øst kunne vi ændre kurs lidt, så det blev en agten for tværs med godt træk i fokken også. Det gik rigtig godt østover og vinden var ind i mellem oppe på både 8 og 9 m/s, men mest omkring 6-7 – med høj sol og varme. Sådan gik det nogle timer, og vi indhentede en del både. Da vi nærmede os målet, døde vinden og motoren blev startet. Vi drejede ind bagved landtangen og kl. 15:05 / 431 gik vi ind i Heiligenhafen. Vi fik vores eftermiddagskaffe og gik en tur. Der var havnefest med stort pariserhjul og det hele. Vi fandt en restaurant, hvor vi gik hen om aftenen og spiste (det var jo da vores bryllupsdag!). På havnen var der rockkoncert selvom det var en almindelig tirsdag. Der var en del spektakel fra mågerne, men vi må nok sige, at byen Heiligenhafen var en positiv overraskelse. Her var dejligt.

På vej ind til Heiligenhafen
Til Fehmarn

Næste dag, dag 20 på turen, stod vi op og fik morgenmad og kl. 9:50 tøffede vi ud. Der var ikke meget vind, så vi fik aldrig storsejlet op. Vi passerede Fehmarn-broen og drejede lidt efter til bagbord ind til Burgstaaken, hvor vi anløb kl. 13:15 / 441. Vi fik en plads ved Y-bommene og fik spist lidt frokost. Derefter gik vi en tur op gennem byen og fik set forholdene. Der var bådværfter og sejlmagere, ligesom der lå et stort feriecenter med en stor marina længere ude, altså inden vi kom helt ind til havnen.

Fehmarn-broen er passeret
Til Danmark igen

Torsdag den 17. juli tøffede vi ud kl. 8:15 og spiste morgenmad på vejen. Der var strålende solskin, varmt og ingen vind overhovedet. Vi fortsatte mod nord og havde hele vejen udsyn til den store vindmøllepark sydvest for Gedser. Vi gik ind mellem de østligste møller og kom ind i indsejlingen til Guldborgsund. Her kom vi til at snakke om, at vi kunne prøve at gå ind til Nysted, det var da ikke et sted, man lige kom forbi. Så vi tøffede ind i den smalle indsejling og kl. 13:15 / 474 gik vi ind i Nysted. Efter frokosten gik vi en tur op i byen – i skyggesiden. Der var en del til salg. Nede på kajen lige foran os var der en restaurant, hvor de hver torsdag havde stegt flæsk ad libitum, så her endte vi oppe ved et lille træbord, hvorfra vi kunne holde øje med båden. Lige overfor lystbådehavnen ligger Ålholm Slot.

På vej ind mod havvindmøllerne sydvest for Gedser
Til Nykøbing F

Dag 22 startede vi kl. 10:05 efter morgenmaden i høj sol og ingen vind og tøffede ud af renden og østpå til Guldborgsund, hvor vi fulgte kostene nordpå. Det var en flot tur op mellem Lolland og Falster. Da vi nåede op til Frederik den 9.s Bro stod der 12:37 på en lystavle og kl. var 12:13. Så vi lå og tøffede til bage mod syd i 1 knobs modstrøm til kl. nærmede sig og 12:37 begyndte bommene at gå ned og kort efter gik broen op. 12:55 / 490 gik vi ind i Sejlklubben Vikingens havn og fandt en udmærket plads. Efter frokost gik vi en tur op i byen. Der er et stort gågadesystem og det virkede som en hyggelig by. Om aftenen hyggede vi i cockpittet i det lune vejr helt til vi gik til køjs.

Vi snakkede om, at vi måske skulle tage den lidt med ro og blive nogle dage – og sådan blev det. Lørdag gik vi igen en tur op i byen og om eftermiddagen hyggede vi i skyggen ombord. Efter aftensmaden gik vi en tur helt hen til broen.

Næste morgen var der ret hurtig en frisk vind og vi blev enige om, at vi også kunne tage en dag mere, da vi lå rigtig godt. Så kunne vi se, hvordan det så ud næste dag – vi havde jo tid nok.

Her nærmer vi os Nykøbing Falster
Frederik den 9.s Bro
Til Femø

Og det tog og næste dag med, så vi slappede rigtig af og holdt ferie. Det var varmt, men blæsende.

Men dag 26, den 22/7 tøffede vi ud kl. 8:25 og satte sejl. Der var en 4-5 m/s fra øst, så det gik fint i den smalle rende. Vi kunne se, at der var en stor båd med sorte sejl, der hentede på os. Efter et stykke tid drejede renden mod øst, og vi måtte have nogle slag. Slagene på bagbords halse var kun omkring 50 m lange, men det gik fint. Ham bagved, som viste sig at være en X 362, startede motoren efter det første slag og halede på os. Vi nåede frem til det næste sving og kunne slække ud og lidt længere henne var der plat læns. Vi gik lidt fra X’eren igen, men da vi nåede frem til Guldborgsundbroen, måtte vi vente 4-5 minutter, og X’eren nåede os. Efter broen var vinden faldet igen, ligesom vi måtte slække ud til plat læns.

Guldborgsundbroen passeres

Det sidste stykke ind mod Femø, hvor vi skulle stramme næsten hjem, friskede vinden en del, men til sidst kunne vi tage sejlene ned og tøffe ind. Her var mange både, men der var en plads ved én af kajerne, hvor vi lagde os kl. 12:15 / 512. Det var godt nok varmt, men vi gik alligevel en tur rundt i den lille by omkring havnen. Der lå en Omega 34, Jo-Hanne fra Guldborg, som vi snakkede med og inviterede over til en drink. Den havde i efteråret fået en ny John Mast, som så rigtig fin ud. Senere fik vi 3 både udenpå, så der var noget uro – også næste morgen.

Vi havde besluttet at tage en overliggerdag og da der sejlede en båd på en pæleplads lige foran os, flyttede vi ind på den. Vi hilste på en anden Omega 34, Salt fra Taarbæk, der også var kommet ind, så der var 3 Omega 34’ere på én gang! Vi fik cyklerne pakket ud og tog en tur rundt på hele øen. Der er noget kuperet, og højt oppe tog vi et billede ud mod nordøst, hvor vi sad på én af de flot malede bænke og drak lidt vand. Sidst på dagen blev vi inviteret hen på Jo-Hanne til et glas og fik igen en hyggelig snak. Han vil have solgt båden og have et sommerhus på Femø, hvor han stammer fra. Han sagde, at det udtales ’fæm-ø’ med tryk på ’fæm’. Om aftenen sad vi og nød det i cockpittet til vi ikke kunne læse længere.

grace godt pakket ind på Femø
Vue ud over Femø
Til Karrebæksminde

Næste morgen kl. 8:35 tøffede vi ud og satte sejl. Det første stykke var meget plat, men så blev der strammet helt hjem i 3-5 m/s fra Ø. Det var varmt og solen skinnede, så det blev en dejlig tur, hvor vi kl. 11:15 / 527 gik ind i Karrebæksminde og fandt en dejlig pæleplads. Vi gik en tur op i byen og fandt nogle fiskefrikadeller til frokosten. Nede på broen hilste vi på FIRILLA fra Struer, der var kommet ind. Om eftermiddagen slappede vi af i skyggen. Efter aftensmaden, hvor vi havde fundet nogle jordbær, gik vi en længere tur gennem byen og hørte også lidt på live-musik.

Her nærmer vi os Karrebæksminde
Til Skælskør

Næste morgen, dag 29, tøffede vi ud kl. 9:50 og satte sejl. Det gled langsomt nordpå i ca. 4 m/s lige agten ind. Længere oppe ved Stigsnæsværket øgede vinden til op mod 12 m/s og der skulle strammes ind. Men det gik nu fint og vi fik sejlene ned uden for renden ind til Skælskør. Det var en flot tur ind til byen, hvor vi anløb kl. 13:55 / 549. Vi fik lidt frokost og gik en tur op i byen. Om aftenen gik vi også en tur om til Noret. Det var et dejligt sted, men det var varmt.

Her ligger grace i Skælskør
Til – det blev Korsør

Næste morgen, lørdag den 26/7 tøffede vi ud kl. 11 og fortsatte ud gennem renden for sejl. Vi gled langsomt, men udenfor kom der lidt mere, og det gik fint. Da vi var ud for Korsør døde vinden, 2 minutter efter var den lige i mod, så vi blev hurtigt enige om, at så kunne vi da bare gå ind her, og kl. 13:00 / 559 fortøjede vi i Korsør Lystbådehavn, hvor vi også var for 8 år siden. Vi fik handlet lidt ind og nød det gode, varme vejr. Om aftenen fik vi en is på havnen, men de var nu ret dyre. Vi snakkede lidt om, hvad vi nu skulle. Irene foreslog, at vi gik til Odense, det har vi ført talt om. Så det blev planen!

Til Odense

Søndag morgen, dag 31, gik vi ud kl. 8:10 i havblik. Vi tøffede nordpå i meget diset vejr, og da vi var kommet under Storebæltsbroen drejede vi mod vest for at passere storskibsruten nogenlunde vinkelret. Ovre på vestsiden af skibsruten drejede vi nordpå igen lige nord for Sprogø. Her stod nogle gule afmærkningsbøjer, som KK havde indstillet autopiloten til at gå sydvest for. Desværre kiggede han lige ned i kahytten, da vi nærmede os. Han var godt klar over, at vi havde ca. 1 knobs medstrøm, men der var meget mere strøm på tværs, og pludselig lød der et ordentligt brag og en grim knasende lyd. Vi havde ramt én af de gule bøjer med fuld knald på. KK fik drejet uden om den næste bøje og gik frem for at besigtige skaderne. Det var ikke så godt – der var kommet et stort hul i skroget! KK fik hentet noget gaffa-tape og fik hullet tapet over. Øv –øv –øv. Vi fortsatte øst om Romsø og videre nordpå, rundt om Fyns Hoved og drejede syd på. Her fik vi en ordentlig tordenbyge, men den var nu hurtigt ovre. Vi fortsatte for motor ned gennem Gabet og videre ind på Odense Fjord. Det gik ud og ind og rundt om en masse små øer med bøjer på og helt ind i den snævre del. Pludselig da vi rundede et hjørne var den en vejbro på tværs. Hvad var nu det for noget? En anden båd lå fortøjet ved land og vi spurgte dem, om de vidste noget. Jo det var en helt ny bro, Odinsbroen, og den lukkede op kl. 16:30. Kl. var kun 15:10, så vi fik også fortøjet og fik en kop the og sad og læste.

Her er Odinsbroen, der blev indviet den 15.6.2014, åbnet
Vi følger langsomt efter en kulpram

Kl. 16:30 svingede den op, og kl. 16:45 / 605 lagde vi til ved Odense kommunale lystbådehavn. Havnefogeden boede på sin båd lige ved siden af, så vi fik mange tips og hints. Vi gik en lille tur om aftenen.

Næste dag gik vi op i centrum og kom forbi vores første lejlighed fra dengang vi flyttede sammen – lidt nostalgisk! Vi købte bl.a. noget hvid gaffa-tape til at dække hullet i fribordet med. Vi fik frokost og handlede lidt ind inden vi gik tilbage til båden. Her grillede vi aftensmaden og sad oppe i det dejlige vejr.

Her ses hullet i fribordet
Her er hullet tapet over
Til Korshavn

Dag 33 tøffede vi ud lidt før kl. 9, da broen skulle gå op på dette tidspunkt. De råbte dog til os, at vi lige skulle vente lidt, da der kom en coaster nordfra. Lidt efter åbnede broen, og coasteren skulle naturligvis først igennem, og det tog en evighed. Da vi var kommet igennem og rundede det næste hjørne lå der en stor kulpram med en bugserbåd fastgjort på tværs af kanalen. Så vi måtte vente igen, og da den endelig begyndte at gå fremad var det i lang tid kun med 3 knob. Da den var kommet ud af den snævre del gav den dog gas, og vi kunne komme på vores sædvanlige marchhastighed.

Da vi var kommet ud gennem Gabet var der 5-6 m/s lige imod, så vi fortsatte for motor og kl. 12:15 / 623 gik vi ind i Korshavn og fik en pæleplads ved broen. Vi fik frokosten på bordet og slappede af om eftermiddagen. Sidst på dagen tog vi hver en vandflaske og gik nordpå helt op til Fyns Hoved. Det var flot og der var en enorm udsigt. Heldigvis havde vi valgt den hårdeste rute – vestom – på udturen, så det var nemmere at gå tilbage. Det tog halvanden time og det var varmt, meget varmt.

Udsigten over Fyns Hoved
Til Ballen

Næste morgen tøffede vi ud af havnen kl. 9:05, satte sejl og krydsede nordpå. Efter et par timer, da vi var ud for vindmøllerne syd for Samsø, døde vinden og vi startede motoren. Kl. 12:00 / 640 gik vi ind i Ballen og fandt en plads helt ind mod kajen. Vi fik frokost og gik en tur op i byen og handlede lidt. Lidt efter dukkede HAVFRUEN op og de var heldige, at en båd lidt længere ude på vores bro gik ud, så de fik deres plads. Vi fik velkomstøl og gik senere en tur rundt på havnen. Om aftenen fik vi ripeye på én af havnens restauranter og nightdrinks inden vi sagde godnat – og farvel, da de ville tidligt af sted næste dag, hvor vi ville blive en dag ekstra.

Næste morgen rykkede vi ud på den næst-inderste plads ved broen og senere gik vi en lang tur nordpå og tilbage langs stranden. Om aftenen grillede vi aftensmaden og sad i cockpittet og nød det.

Til Bønnerup

Næste morgen gik vi ud og satte storsejlet kl. 8:55 og drejede nordpå. Der var 4-5 m/s fra SØ, så vi havde motoren kørende helt op til Fornæs, hvor vi kunne bomme og rulle fokken ud, ligesom vinden øgede lidt. Til sidst var vinden oppe på 8-10 m/s og kl. 16:55 / 693 gik vi ind på en pæleplads i Bønnerup. Vi var enige om, at vi ikke gad at rigge aftensmad til, og købte et bar burgere, som vi satte til livs. Vi var også oppe ved købmanden, og hen på aftenen var vi naturligvis oppe ved isboden, hvor de har nogle af de bedste isvafler.

Isvafler i Bønnerup
Ind på fjorden igen

Lørdag den 2. august, dag 37 på turen satte vi sejl inde i forhavnen kl. 8:55 og da vinden var lige agten ind skar vi lidt over mod vest i en lille times tid, hvorefter vi bommede og gik nordpå med en vindvinkel, således fokken kunne trække. Det gik ikke så hurtigt de første par timer med 4-5 m/s fra SØ, men derefter friskede vinden til 7-8 m/s, og nu gik det stærkt. De første 2 timer loggede vi 12,2 sømil, eller 6,1 i snit. I den næste 3 timer loggede vi 7 i snit, og godt kl. 13 drejede vi ind i renden ved Hals Barre. Inde i Langerak øgede vinden til 10-12 m/s, og efter Mou var retningen lige agten ind. Der var et lille område, hvor der var lidt læ, og vi tog storsejlet ned og fortsatte på fokken alene. Det betød dog, at vi ikke nåede broåbningen ved Limfjordsbroen kl. 16, men måtte vente en halv times tid til åbningen kl. 17. Så kl. 17:10 / 739 fandt vi en pæleplads ved Sejlklubben Limfjordens broer, hvor vi fik at vide, at pladslejeren ikke kom hjem de første par dage, så det passede os fint. Vi fik handlet det mest fornødne og fik aftensmad og læste i cockpittet. Vi var dog søvnige og gik til ro ved 23-tiden.

Næste morgen sov i lidt længe og efter morgenmaden skrev KK lidt på denne her beretning, som vi var kommet lidt bagud med. Om efter middagen fik vi besøg af KK’s søster og svoger til eftermiddagskaffe og da de var kørt læste vi lidt og fik bare et stykke med sild og spejlæg til aftensmad. Om aftenen bankede det pludselig på, og så stod besætningen fra DITTE og grinede og de kom naturligvis over og fik lidt til halsen39, mandag, vågnede Irene med voldsom hovedpine og kastede lidt op. Hun lå derfor brak hele formiddagen, men var så kommet nogenlunde til hægterne. Over middag gik KK over til Mathis’ Bådværft og fik en aftale i stand om, at vi afleverede båden på fredag, hvorefter de vil tage den på land med mast på og foretage reparation af hullet i fribordet. Det var rart at få det på plads og det vil også være nemt for os, at masten ikke skal afmonteres. Om aftenen var vi på besøg hos DITTE.

Tirsdag cyklede vi op i byen og var gennem hele gågade-systemet. Vi fik eftermiddagskaffe nede på båden. Vi havde set, at WILLAVS var kommet østfra, og vi inviterede dem over til et lille glas om aftenen. Det var vældig hyggeligt.

Onsdag foretog vi os ikke det helt store, men fik læst en masse i cockpittet.

Dag 42, torsdag, afmonterede KK bunden i skabet og beklædningen på fribordet, således der er klar til reparationen. Om eftermiddagen cyklede vi hen på havnen for at se musikhuset og de andre store, nye bygninger, der ligger her. Om aftenen spiste vi på Strandpavillionen, hvor vi fik Pariserbøf.

Her ses hullet indefra – så der var såmænd ikke så meget hul!

Dag 43, fredag den 8. august 2014, gjorde vi lidt rent og sejlede båden hen til kajen foran udstyrsbutikken. Vores søn, Anders, kom ved 12-tiden og vi læssede tøj m.v. over i bilen, hvorefter vi afmonterede sprayhood og windbreakes og sejlede båden over til Mathis’ kaj og sagde farvel og på gensyn.

Lidt underligt, at turen ikke slutter i Lemvig, men vi fortsætter blot herfra, når vi henter båden.

Det var første gang, at vi har haft så lang en ferietur. Det har været utroligt dejligt, at vi har haft god tid – og vi har da godt nok også været heldige med vejret. Vi har noteret 22 dage med sol, 16 dage med sol og skyer og kun 5 dage med skyer. Der har været 2 dage med regn og 10 dage med byger. Der har været 32 dage med varmt vejr, 8 dage med mellemtemperaturer og 3 dage med koldt vejr. Endelig har der været 22 dage med svag vind, 13 dage med mellemvind og 8 dage med frisk vind. Så tror vi ikke det fås ret meget bedre!

Har vi lært noget? Ja, vi har i hvert fald lært, at det skal planlægges lidt bedre. Vi var nok for hurtige til at komme tilbage fra Tyskland, fordi vores overordnede mål – som var Schleswig, Eckernförde, Kiel, Heiligenhafen og Fehmarn – var nået. Næste gang skal der lidt mere tid på, hvor lang tid de forskellige distancer tager og måske også en bedre plan for hjemturen, som vi slet ikke havde her. Omvendt så var det også fint at improvisere – og hvornår har man ellers lige tid til at dreje helt ind til Odense!

Vi er i hvert fald enige om, at det har været en dejlig tur, og at det ikke er sidste gang, at vi skal af sted på sådan en længerevarende tur. Vi kunne jo fortsætte hvor vi slap: Lübeck, Wismar, Rügen og hjem via Grønsund – hvem ved?

Her ligger grace ved kajen, fotograferet dagen efter af FILIMONG
Efterskrift:

Den 13. august var jeg forbi værftet. Hullet var lukket, og man manglede nu at få ramt den rigtige farve på gelcoaten.

Her står grace på land

Hjem fra Aalborg – via Fællestur til Agger

Torsdag den 21. august kørte Britta og Thorkild fra Willavs os helt til Aalborg. Vi ankom ved 19-tiden og båden lå parat og rengjort ved kajen. Vi havde medbragt et par kasser smørrebrød, som vi delte, hvorefter Britta og Thorkild kørte hjem til Lemvig igen.

Fredag den 22. august stod vi tidligt op og kl. 6:30 tøffede vi ud af havnen. Vi satte sejl og benyttede også motoren flere gange. Desværre var der modstrøm en stor del af tiden. Men det var en fin tur, hvor vi kom under Aggersund-broen kl. 10:30 og holdt på ned over Løgstør Bredning, Sallingsund, Kås Bredning – under Oddesundbroen og endelig kl. 19:00 / 819 anløb vi Krik Havn ved Agger, Der var allerede en del både fra sejlklubben, der deltog i den årlige Fællestur til Agger.

Her ligger Grace i Krik Havn ved Agger

Vi hyggede fredag og lørdag med alle kammeraterne og søndag meldte de om lidt frisk vind fra NNW. Vi sejlede allerede kl. 9:15 bare for forsejlet og der var en enkelt regnbyge. Vinden var 8-10 m/s og vi målte helt op til 17 m/s – men det var jo heldigvis agtenind. Kl. 11:10 / 834 anløb vi Lemvig Marina. Det var godt at have båden hjemme igen – og reparationen hos Mathis var rigtig flot lavet – man kan faktisk ikke se, hvor det er.

Lidt statistik:
Start 27.6 og hjemme igen 8.8 samt 21.8-24.8 i alt 47 dage på vandet
Vi har logget 834 sømil
Sejltid 142 timer
Heraf benyttet motor 70 timer (49%)
Havnepenge 5.056 Kr. svarende til 110 Kr./døgn

Samlet rute: 834 sømil