Sommertur i Grace 2023 – Oslo

Til Løgstør
I dag startede vi på årets sommertur. Vi tøffede ud kl 8:50 og gik for motor til Oddesundbroen, hvor vi kom under kl 10:45.

Oddesundbroen

Der var kommet lidt vind, så vi satte sejl og stoppede motoren. Ikke så langt efter Kås Hoved døde vinden igen og motoren blev startet. Der var modstrøm og op gennem Sallingsund var der 1 knob imod!
Lidt nord for Nykøbing var det totalt havblik og vi tog sejlene ned. Skyerne var forsvundet og det blev varmt. Lidt efter Fur kom der vind igen og sejlene blev sat. Det varede dog kun en lille time, så døde vinden igen og efter en halv times tid tog vi sejlene ned. Et par sømil før renden ved Løgstør kom der igen vind og vi rullede fokken ud.
Vi ankom efter 43 sømil til Løgstør kl 17:05 – altså 8:15 timer, hvor motoren kørte i de 6.
Vi fik en plads på ydersiden i kanalhavnen😎

Dag 1 – 15/6 2023 – 43 sømil – 8:15 timer

Til Aalborg

I dag har vi tøffet til Aalborg i ingen vind. Vi startede kl 7:40 og kom under Aggersundbroen kl 8:15. Der var ikke mange både på vandet.

Vi nåede ikke at få fotoet med alle møller på linie

Vi havde 0,5 knobs medstrøm på den første halvdel, men det vendte og vi havde 0,8 knob imod på den sidste halvdel. Det blev lidt diset og det blev varmt. Efter 25 sømil anløb vi Vestre Bådehavn kl 12:00. Vi fik sat solsejl op og fik lidt frokost.😄

Dag 2 – 16/6-2023 – 25 sømil – 4:20 timer

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur op i byen. KK fik købt 3 brugte bøger på sin liste og vi fik købt lidt mad og fik Cæsarsalat og jordbær til aftensmad. Det var en fantastisk dag og aften.

Udsigt over mod Limfjordsværftet

Til Sæby

Idag sov vi lidt længere, da vi først kunne komme under Limfjordsbroen kl 9.

Krydstogtskib i Aalborg

Vi gik for motor og modstrøm op til 1 knob hele vejen gennem Langerak til Hals. Da vi kom ud i Kattegat var strømmen lige så meget nordgående, så der er da lidt retfærdighed til👍

Set agterud mod Hals

Bølgerne var til gengæld krappe, selvom der ingen vind var. Efter en times tid drejede vinden i øst og øgede til omkring 4 m/s.
Vi satte sejl og farten gennem vandet lå på godt 6 knob, medens farten på GPS’en lå på godt 7 knob. Det duede👍👍
Meeen – efter en times tid drejede vinden i sydøst og falt til 2 m/s. Motoren blev startet igen!
Kl 15:50 efter 43 sømil gik vi ind i Sæby, hvor vi tankede 27,3 l diesel efter 3 dage med motorsejlads. 1,6 liter/time var helt fint😎
Sumloggen står nu på 111 sømil.

Dag 3 – 17/6-2023 – 43 sømil – 7:10 timer
Sæby – med Grace

Søndag lød vejrudsigten på 5-7 n/s fra ØNØ, så vi sov længe og gik en lang tur efter “morgenmaden”. Vi var også henne og se de nyindviede havnebassiner mod syd. Tilbage på båden fik vi eftermiddagskaffe. Det trak lidt op med skyer og vind, så vi trak ned i kahytten.
Vi fik lækker aftensmad – kalvemedaljoner med salat, nye kartofler og bearnaisesauce. Bagefter jordbær.
Men en dejlig slapperdag.

Mandag var vinden forsat i øst, så vi tog en overliggerdag mere og hyggede os ombord efter en lang gåtur.

Til Öckerö

Efter 2 overliggerdage stod vi op allerede 6:30. Vi gjorde klar og kl 7:20 satte vi sejl. Vinden var svag fra VSV, så vi beholdt motoren i gang. Vi spiste morgenmad; vejret var overskyet og diset og vi havde ikke shorts på.

Da vi var nord for Læsø, blev bølgerne lidt “uregerlige”, men efter en halv times tid kom der en jævn vind, lidt mere i SV og farten steg. Vi stoppede motoren i et kvarters tid, men så faldt vinden selvfølgelig igen. Heldigvis havde vi op mod 1 knobs medstrøm på halvdelen af turen, noget mindre på resten. Senere havde vi stoppet motoren 3 kvarter, hvor vindstyrken så igen faldt.

Vi havde også lidt støvregn en times tid!

Vi så 3-4 fragtskibe, 2 færger og 5-6 lystbåde, der kom på tværs og imod.

Det klarede heldigvis mere og mere op; men den sidste times tid havde vi som forventet en lidt modbydelig sø, der gav KK lidt hovedpine. Endelig kom vi forbi fyret Trubaduren, og kom efterhånden ind i skærgården.

Kl 14:20 efter 46 sømil anløb vi Öckerö, hvor vi har været flere gange. Sumloggen står nu på 157 sømil!

Det svenske gæsteflag er kommet op i styrbord saling
Udsigt fra højen lige nord for Öckerö Havn
Dag 6 – 20/6-2023 – 46 sømil – 7:00 timer

Til Marstrand

Idag – på KKs fødselsdag – sejlede vi ud kl 7:55.

Vi rullede fokken ud, men beholdt motoren kørende, idet vinden var svag fra SØ. Vi spiste morgenmad; vejret var overskyet og diset og vi havde ikke shorts på. Det var dog dejlig varmt.

Vi sejlede gennem Albrechtsund-kanalen og kl 10:00 efter 13 sømil fandt vi en grøn plads.

Marstrand med Carlsten fæstningen forude.

Der var ganske mange røde (reserverede) pladser og det hele var markeret med en lampe på hver plads. Da vi betalte online for pladsen skiftede lampen til rød. Pris 475 SvKr (300 DKK) – men så var det også inkl strøm!

Der kom en byge straks vi havde fortøjet! Sumloggen står nu på 170 sømil!

Dag 7 – 21/6-2023 – 13 sømil – 2:05 timer

Da regnen holdt op med 14-tiden gik vi en tur rundt på øen – bl.a. op til Carlsten-fæstningen, hvor vi fik et flot view ud over den yderste skærgård og Kattegat.

View ud over den yderste skærgård og Kattegat. Fotoet er ikke skarpt nok, for vi kunne se både Hätteberget og Pater Noster fyrene.
Her ligger Grace i Marstrand. Der var pladser nok!

Det blev en træls nat. Ved 20-tiden blæste det op til 10-14 m/s fra vest. Vi lå ved Y-bomme fastgjort til en pontonbro. Bølgerne ude fra Kattegat løb ind og fik det hele til at gynge og rykke i fortøjningerne. KK fik ikke sovet meget!

Til Skärhamn

Vinden løjede lidt om morgenen og den plads vi lå på var reserveret fra kl 13, så vi skulle under alle omstændigheder flytte. KK syntes vi skulle videre, så vi kom til at ligge bedre. Kl 8:20 tøffede vi norden ud. Da vi kom fri af klipperne var vinden på 8-10 m/s med 11-12 i pustene. Få minutter senere kunne vi dreje mod nord og vi rullede 50% af fokken ud. Det sprøjtede lidt men efter 20 minutter kom vi i læ.

Frisk vind og bølger

På et tidspunkt viste KKs rute ned mod en vejbro ved Mossholmen. Den var kun 10 m høj, så sejlet blev rullet ind og båden vendt rundt, medens KK ændrede ruten. Vi måtte lidt ud mod vest igen, men 10 min. senere gik det fint igen. Vi blev enige om at gå ind i Skärhamn, som vi anløb efter 8 sømil kl 9:50.

Nogle søde havnepiger anviste os en plads og tog imod forfortøjningerne, medens KK gik agterud med mooring-linen. Og så fik vi morgenmad😎

Sumloggen står nu på 178 sømil.

Dag 8 – 22/6-2023 – 8 sømil – 1:30 timer
Skärhamn

Til Lysekil

Vi sejlede ud kl 8:40 efter vi havde spist morgenmad. Vinden var 3-5 m/s fra NW, altså imod – så motor igen. Det var nu også en tur gennem snævre passager og masser at se på!

Kyrkesund

Vi kom igennem Kyrkesund, Mollösund og Gullholmen inden vi kl 12:10 efter 20 sømil gik ind i Lysekil.

Dag 9 – 23/6-2023 – 20 sømil – 3:30 timer

Efter frokost gik vi en tur op til den store kirke, men den var låst i dag og i morgen. Men der var en flot udsigt deroppe fra😎

Kirken og udsigtspunktet i Lysekil
Udsigten fra udsigtspunktet med Grace i centrum😎

Sumloggen står nu på 198 sømil.

Til Hamburgsund

Vi sejlede ud kl 7:50 og spiste morgenmad undervejs. Vinden var 3-5 m/s fra SSW. Det var igen en tur gennem snævre passager og masser at se på!

Vi kom igennem Smögen og Sotekanalen og ind i Hamburgsund,  hvor vi kl 11:40 efter 22 sømil gik ind i Hamburgsund. Efter frokost gik vi en tur op i byen. Det var nu ikke den bedste havn, vi har været i. Ingen strøm og ingen vand. Vi kunne heller ikke finde ud af at betale!

Kungshamn
Smögen
Sotekanalen, hvor vi var i 2002
Broen i Sotekanalen gik op inden vi var der!
Dag 10 – 24/6-2023 – 22 sømil – 3:50 timer

Sumloggen står nu på 220 sømil.

De gode pladser var med røde lamper og altså forudbooket. Men vi fik en plads langskibs på indersiden af ydermolen. Her var der ingen strøm og ingen vand. Det begynder at blive et problem. Vi hentede dog 15 l vand i vores dunke, men det var da lidt irriterende. Til gængæld fik vi overnatningen til 100 SEK.

G&T time
Grace i Hamburgsund

Til Kosterøerne

Vi sejlede igen ud kl 7:50 og spiste morgenmad undervejs. Vinden var 3-5 m/s fra SSW. Det var igen en tur gennem snævre passager og masser at se på!

Ud gennem Hamburgsund

Vi kom forbi Fjälbacka og Greppestad og senere ud på Kattegat, hvor ekkoloddet pludselig ikke virkede. Så kiggede vi på plotteren. Vi havde lige passeret 200 m dybdekurven – så loddet kunne ikke slå igennem på denne dybde!

Fjälbacka
Grebbestad

Vi fortsatte ind på Nord-Koster, hvor vi ankom kl 12:00 efter 27 sømil.

Kosterøerne

Sumloggen står nu på 247 sømil.

Dag 11 – 25/6-2023 – 27 sømil – 4:10 timer

Ruten er lagt til Oslo, og der står 75 sømil, så det er til at overse😎

Til Moss

Vi sejlede ud kl 7:15. Vinden var svag fra øst og himlen blå.

Godt udenfor, da vi havde rundet de sidste bøjer, der markerer indsejlingen gik KK på dækket og tog bompressenningen af. Pludselig gav det et ordenligt brag og et bump og vi stod stille.

KK drønede ned i cockpittet og satte motoren i frigear. Vi zoomede længere ind og kunne godt se, at der var et lillebitte skær. Heldigvis kunne vi bakke af og vi så straks efter, om vi tog vand ind. Men alt var OK, bortset fra et par krus, der gik i stykker.

Vi synes egentlig, at det er underligt, at en sådan sten ikke er afmærket. 

Godt det er en solid båd, vi sejler i. De fleste nyere både havde fået voldsomme skader ved at ramme en sten med 6 knob.

Pyha – det var en forskrækkelse. 

Men lidt efter satte vi sejl og vi strøg afsted med over 6 knob i 4 m/s fra øst – i godt en time, hvor vi også spiste morgenmad. 

Endelig fik vi sejl op igen😎
Vi fik sat vores norske gæsteflag for første gang!

Så døde vinden fuldstændig. Vi fortsatte for motor og der var modstrøm. På en længere strækning havde vi 1,8 knob i mod, så vi gik kun 4,3 over grunden.

Men det var et flot landskab og vejret var flot.

Efter 41 sømil gik vi kl 15:15 ind i Moss – i kanalhavnen (hvor loggen viser 0,8 knob selvom vi er bundet til kajen).

Dag 12 – 26/6-2023 – 41 sømil – 7:00 timer

Sumloggen står nu på 288 sømil😎

Grace i Moss

Vi handlede lidt ind i en Rema, og tilbage i båden begyndte det at regne!!!

Fik jeg fortalt, at vandet var over 23 grader midt i Oslobugten😄

Vi blev enige om at tage en ekstra dag i Moss.
Så vi sov længe og hyggede ombord med læsning, medens det regnede og i eftermiddag var vi rundt og kigget lidt på byen.

Til Oslo

Vi sejlede ud kl 7:55. Det var havblik og himlen blå.
Vi spiste morgenmad undervejs.

Stille vejr

Da vi havde sejlet ca 1/3 kom der 3-4 m/s fra syd, altså lige agtenfra. Da det svarer til vores hastighed, blev der vindstille ombord – og varmt💥

Oslo-fjorden blev smallere og smallere og ved Drøbak, hvor den er snævrest lå Oscarsborg.

Drøbak
Oscarsborg

Herfra sænkede nordmændene den tyske krydser “Blücher” med torpedoer den 9. april 1940 ( kun godt en uge efter at krydseren var sat i aktiv tjeneste. 1000 mand gik til. Det var tmåske Norges vigtigste handling under krigen, da det forsinkede invasionen så længe, at regeringen og kongefamilien kunne nå at flygte.

Efter 35 sømil ankom vi kl 13:40 til Skøyen – og fik en god frokost. Havnen er medlem af Frihavnsordningen (som Lemvig Marina også er) og vi betaler kun 45 DKK pr døgn inkl strøm!

Dag 14 – 28/6-2023 – 35 sømil – 5:45 timer

Sumloggen står nu på 323 sømil.

Vi bliver her nogle dage inden vi vender næsen hjemad. Vi har jo også kun brugt 2 uger på at nå hertil.
Vi kan se på Google Maps, at der kun er 3,9 km til Karl Johan Gatan, så der skal vi nok ind én af dagene😎

Torsdag var vi på sightseeing i Oslo.

Grace i Oslo – yderst til venstre

Vi gik kl 10:30 langs vandet til Akers Brygge og videre rundt til Operaen.

Udsigt fra Akers Brygge

Vi gik ind og så det og bagefter op på det skrå tag – med en flot udsigt.

Opera Huset
Udsigt fra Opera Huset
Udsigt fra Opera Huset

Derfra via Karl Johan Gate, hvor vi var på café og fik en omelet, op til kongeslottet. Herfra gik vi forbi en hel række ambassader tilbage til båden, hvor vi var kl 15.

Kongeslottet

Vi gik 10,7 km, så vi er lidt ømme hist og her😎 — sammen

Dag 15 -29/6-2023 – 10,7 km til fods

Fredag var vi på Kon-tiki Museet på Bygdø om formiddagen.

“Kon-Tiki” lavet af Balsatræ (1947)
“Ra” lavet af papyrus siv (1969)
Dag 16 – 30/6-2023 – 7,1 km til fods

Lørdag besøgte vi Vigelandsparken, der ligger i Frogderparken.
Det var rigtig flot med mange skulpturer:

Broens 58 bronzeskulpturer er modelleret af Vigeland i perioden 1925-1933.

Vigelands Fontene er den ældste skulpturdel af parken.

På Vigelandsparkens højeste punkt står den 17 meter høje Monolitten. Skulpturen er hugget ud af én stenblok. Skulpturen viser 121 menneskefigurer i alle aldre som klynger sig sammen. Figurene er i en nærmest drømmelignende tilstand, og skulpturen er blevet tolket som en slags opstandelsesvisuon. Her vises menneskenes længsel og stræben efter det åndelige.

I aksen vest fra Monolitten ses Livshjulet i bronze, modelleret i 1933-34 og opført i 1949.
Hjulet er et symbol på evigheden

Dag 17 – 1/7-2023 – 5.4 km til fods

Søndag foretog vi os noget som helst ud over at læse, spise og sove.
Det regnede hele dagen!
Tror aldrig vi har set barometeret stå så lavt.

Ved 18-tiden var det tørvejr og vi gik en lille tur😎

Dag 18 – 2/7-2023 – 2,0 km til fods

Til Drøbak

En lidt træls dag, der dog heldigvis endte godt😃

Vi tøffede over for at få diesel på – der var en halv sømil derhen. Vi var kun lige kommet fri af pladsen, da Kortplotteren gik ud. Vi tændte igen og den gik ud, så snart den var færdig med at “tegne op”. Men vi fik diesel på, og KK adskilte instrumentpanelet for at tjekke løse forbindelser. Jo, nu virkede den fint og han rykkede og trak i ledningerne. Men så snart vi begyndte at sejle, gik den ud. Vi sejlede tilbage til vores plads igen og KK rodede med det. Det virkede fint, men så snart vi bakkede ud, døde den.

KK ringede til Garmin support. Efter 40 minutter kom han igennem. Efter en lang snak, hvor supporteren var helt sikker på, at det måtte være noget med strømmen besluttede KK, at så måtte vi sejle uden. Vi havde jo da KRAK til søs på telefonen.

Så kl 12:20 tøffede vi afsted i havblik. Da vi kom fri af den inderste del og der var nogle lange stræk eksperimenterede KK en del med det og fandt ud af, at bare han ikke gik ind på kortet, så virkede plotteren sådan set. Han fin ordnet det sådan, at kurs til næste waypoint og kurs over grunden stod i ét af de andre instrumenter. Han fandt også ud af, at hvis han valgte 3D-visning, så kunne man se ruten og kurser mv. Han stod længe og funderede over mulighederne, for vi kunne ikke ligge og sejle inde i skærgården på denne måde. Alt blev overvejet – også at sejle mere direkte til Danmark, men det ville nu være træls, når vi nu var helt heroppe!!!

Så fik han den idé, at det kunne være den lange rute, det var lagt ind. Han lavede den i Hamburgsund og havde forlænget den helt til Oslo – og så var det bare at sejle den “baglæns” hjemad. Det havde jo fungeret i mange dage, men hvad nu, hvis ruten var for lang?

Så han stoppede ruten og lavede en ny til Drøbak. Og bum, så virkede det👍👍👍 Så nu var han glad😎

Efter 18 sømil gik vi kl 15:30 ind i Drøbak gjestehavn.

Dag 19 – 3/7-2023 – 18 sømil – 3:10 timer

Da vi havde fået eftermiddagskaffe gik vi en tur op i byen. Det er faktisk et hyggeligt sted med masser af butikker og spisesteder. Vi købte et franskbrød.

Drøbak torv
Stort krydstogtskib gav bølger i havnen
Her ses Oskarsborg igen

Sumloggen står nu på 341 sømil.

Til Horten

Da vi havde fået morgenmad tøffede vi ud kl 9:15 i meget svag søndenvind (modvind). Så det blev motorsejlads igen igen sydpå gennem den snævre del.

Farvel Drøbak

Da det blev lidt bredere drejede vi mere mod vest og styrede mod Horten, hvortil vi ankom kl 11:50 efter 16 sømil.

Vejret var gråt og lidt “chill”, så vi havde jakker på. Da vi kom i havn blev det lunere. Vi fik en lang snak med en motorbådssejler fra Grenå.

Dag 20 – 4/7-2023 – 16 sømil – 2:35 timer
Grace i Horten

Bagefter frokost og senere gik vi op i gågaden, der lå 200 m fra havnen.
Vi fik handlet lidt mad og idrikke og fandt sågar en bakke jordbær👍
Sumloggen står nu på 357 sømil.

Onsdag – Dag 21

Vi holdt overliggerdag. Vejrmeldingen lød på 7-8 m/s fra SSØ – og altså lige imod samt lige ude fra Kattegat. Og torsdag væsentlig mindre og fra NØ

Og kl 9:30 kom en sød ung dame forbi med 3 rundstykker og et lille Yatzy-sæt – til alle gæstebåde👍

Så vi hyggede os i stedet i Horten, hvor vi gik rundt i den ældre del af byen, men også henne i parken – og helt henne ved kanalen ind til noret inde bagved – i alt gik vi små 8 km. Det var en dejlig dag

I parken stod der en Spitfire hugget ud af en træstamme – samt vingerne
Kanalen i Horten

Til Hankø

Vi stod tidligt op og kl 7:40 tøffede vi ud. Svag vind fra NØ, som der var meldt. Fuldstændig grå himmel og de havde meldt om mulig regn hele dagen. Vi rullede fokken ud og holdt motoren kørende, medens vi gik sydpå og vest om Bastøy og spiste morgenmad.

Endelig fik vi sejl på igen

Da vi skulle dreje mere mod sydøst satte vi også storsejlet og stoppede motoren.
Nu gik det godt – hjulpet på vej af 3/4 knob medstrøm.
Vi kom på tværs af Oslofjorden, hvor det var rimelig dybt. Ofte slår ekkoloddet ikke igennem – men vi har set den på 218 m!!

Det var rimelig dybt – her viser den 189 m – og GPS’en virker fint. Den er bare svær at fotografere😎
På vej ind i Hankøsund

Vi gik øst om Rauer og ved sydspidsen af Hankø tog vi sejlene ned. Vi tøffede efter 19 sømil ind i Hankøsund kl. 10:40 og fik plads i gæstehavnen.

Sumloggen står nu på 376 sømil.

Dag 22 – 6/7-2023 – 19 sømil – 3:00 timer
Her er vi ude og gå en tur

Da vi var kommet ind fik vi skiftet til shorts og gik en tur rundt på en sti.

Gjestehavnen på Hankø

Da vi kom tilbage kom der så endelig én af de meldte regnbyger og vi trak ned i kahytten og fik frokost og en lur!

Til Strømstad

Tidligt op og ud kl 7:45. Det blev for motor hele vejen, men hjulpet med fokken rullet ud nogle gange, da det kom lidt vind vest for Kirkøy.

Kjøkøya Bro
Dag 23 – 7/7-2023 – 27 sømil – 4:15 timer

Vi kom igennem nogle meget snævre steder især lige inden den svenske grænse. Så vi er i Sverige igen.
Efter 27 sømil anløb vi nemlig Strømstad kl 12:00.
Sumloggen står nu på 403 sømil.
Jeg vil ikke sige, at vi følte os velkommen. Masser af tomme pladser, men røde lamper på dem alle. Vi fandt en langskibsplads ude i forhavnen, hvor der forøvrigt også var nogle pladser med røde lamper. Her ligger vi og gynger i bølgerne fra alle de både, der sejler ud og ind.
Hefter frokost gik vi en tur op og så på byen😎 —

Til Grebbestad

Igen tidligt op og ud kl 7:55. Det blev for motor hele vejen i 1-4 m/s mest fra syd – men det var en flot tur.

De har da lidt humor, de svenskere😄 Så lige dette lille skær på vej ud fra Strömstad.

Efter 20 sømil anløb vi Grebbestad kl 11:15.
Det var ikke sådan lige at overskue, hvor vi kunne ligge – der var ganske mange broer mv – men vi gik ind på en pæleplads ved en bro med et Gästhamn-skilt. Vi prøvede flere gange at scanne QR-koden på skiltet, men vi kunne ikke finde det pladsnr. som vi lå på. Til sidst opgav vi. Der kommer formentlig en kontrollant rundt, så må vi tage den derfra😎Og det gjorde der ved 18-tiden. 475 SEK inkl strøm!
Sumloggen står nu på 423 sømil.

Dag 24 – 8/7-2023 – 20 sømil – 3:20 timer

Vi gik en tur rundt i byen omkring havnen. Der var havnefest med Tivoli og en masse salgsboder. Kort sagt, rigtig gang i den.😬 — sammen med Irene Wrist.

Udsigten fra cockpittet over mod udsigtspunktet

Til Fjällbacka

Da vi ikke skulle så langt spiste vi morgenmad og gik (kravlede) op på udsigtspunktet inden vi sejlede.

Udsigten over Grebbestad – med Grace i centrum

Godt opvarmede sejlede vi ud kl 9:30 i herligt vejr. Der var havblik og det gik for motor.

Havblik for motor

Kl 10:35 fandt vi en fin plads i Fjällbacka – helt inde i byen, næsten.

Dag 25 – 9/7-2023 – 7 sømil – 1:05 timer
Her i Fjällbacka

Sumloggen står nu på 430 sømil.

Til Hasselön Marina

Vi sejlede ud kl 7:45 i stort set havblik og let overskyet. Der var meldt mulighed for regn hele eftermiddagen.

Det blev en flot tur, hvor vi var igennem flere smalle stræder med fartbegrænsning 5 knob – bl.a. Sotekanalen.

Her agterud nord for Hamburgö

Efter 17 sømils sejlads gik vi kl 10:50 ind i Hasselōn Marina.

Dag 26 – 10/7-2023 – 17 sømil – 3:05 timer

Hasselön er den ø, hvor Smögen ligger og der er ca et kvarters travetur derhen, så det var planen. Men…. det begyndte at sile lige så stille, så vi blev nede i kahytten og fik middagssøvn og fik læst lidt.

Sumloggen står nu på 447 sømil.

Til Mossholmen

Vi sejlede ud kl 7:05 i stort set havblik og overskyet. Der var meldt mulighed for regn fra midt på eftermiddagen.

Det blev igen en flot tur, hvor vi var igennem mange smalle stræder med fartbegrænsning 5 knob.

Et kig ind mod den store kirke i Lysekil

Efter 31 sømils sejlads gik vi kl 11:25 ind i Mossholmen Marina. Der har vi været for 21 år siden og kunne ikke huske noget som helst!
Sumloggen står nu på 478 sømil.

Dag 27 – 11/7-2023 – 31 sømil – 5:20 timer

Vi havde bestemt at finde en havn godt i læ for den vind, der er meldt torsdag-fredag.
I langtidsprognoserne havde det i et par dage set ud til, at lørdag kunne blive en god dag at sejle tilbage til Danmark.
Nu havde vi lige kigget igen – og lørdag var ikke så god længere. Der var faktisk ingen dage, når man kiggede en lille uge frem!
Men måske kunne morgendagen være et bud! Nu måtte vi se, hvad vi besluttede os for.
Vi var ved at være lidt trætte af gæstehavn-systemet herovre. De gode pladser er private og der må vi ikke ligge. Vi skal ligge i gæstehavnen. Her er de gode pladser bookede pladser – og her kan vi ikke ligge. Tilbage er de dårlige pladser, hvor det gynger og skvulper. Og priserne er ca. 50% dyrere end de dyre havne i Danmark. Så vi begyndte at føle os en smule “taget ved næsen”.
Vi glædede os i hvert fald til at komme til Danmark😎🇩🇰

Til Frederikshavn

Vi havde set i aftes, at det kunne være en fordel at vente med afgang til kl 10, da der ville være hård SØ vind om natten. Men da vi vågnede ved 7-tiden checkede vi vejrudsigterne igen og de havde ændret sig lidt. Så vi spiste morgenmad og kl 8:20 satte vi rebet storsejl og motor ud gennem skærgården. Vinden var SØ 5-8 m/s og det øsregnede. Efter en lille  times sejlads kunne vi sætte kursen på 223 grader (ca SV) og fokken blev rullet ud og motoren stoppet. Vi havde vinden ind lige fra siden. Det fik faktisk rigtig stærkt – 7 knob på loggen. Desværre var der 1 knobs modstrøm. Efter yderligere en times tid havde vi en lang periode med tørvejr, hvor vi sad og nød det. Efter yderligere en times tid øsregnede det igen, men strømmen var vendt og vi havde sågar 0,2 knob medstrøm.

Da vi var ca halvvejs drejede vinden pludselig mere og mere i syd og døde. Samtidig sejlede vi ud af skydækket. Vi startede motoren og rullede fokken ind. Lidt efter drejede vinden i nordvest og tiltog til 4-5 m/s. Perfekt. Nu havde vi igen halvvind – bare fra den modsatte side. Fokken blev rullet ud og motoren stoppet. Desværre fik vi nu lidt modstrøm igen. Selvom det nu var tørvejr, var det faktisk lidt køligere, så vi forblev pakket helt ind i sejlertøjet – selvom solen faktisk brød igennem flere gange.

Da vi manglede knap 2 timer døde vinden fuldstændig, så ind med fokken og motoren blev startet. 

Her passerer vi Hirsholmene lidt før Frederikshavn

Efter 48 sømil gik vi kl 16:05 ind i Frederikshavn, hvor der selvfølgelig lige kom en byge.

Dag 28 – 12/7-2023 – 48 sømil – 7:45 timer

Det var en drøj tur, hvor bølgerne fra SØ aldrig stoppede med at rulle ind under båden, men vi var enige om, at det var godt vi gjorde det. Vi fik 1/2 banan hver undervejs, så eftermiddagskaffen kom på bordet da vi kom ind.

Sumloggen står nu på 526 sømil.

Nu er der dømt overliggerdage til vi får en god vejrudsigt😎

Torsdag – Overliggerdag og vi sov længe!

Efter morgenmaden gik vi en tur op i gågaden. Irene fik skiftet batteri i sit ur og vi fik også købt i alt 7 bøger.

Vi kom forbi et hyggeligt sted, hvor vi fik et ministjerneskud og en lille Grimbergen blonde.

På vej tilbage fik vi handlet lidt ind.

Nede ombord fik vi eftermiddagskaffe med en snegl til.

Pludselig bankede det på søgelænderet. Det var Per, vores nabobåd derhjemme. Han fik en øl og skulle lige over og ordne noget på sønnens båd, der var sejlet dertil sidste weekend og han ville dukke op med sin familie næste dag og så skulle de straks sejle til Sverige, hvor Per’s bror allerede var sejlet over.

Efter aftensmaden ringede Per, at han ville give en G&T, så vi hyggede hos ham til vi skulle til køjs.

Til Nr. Uttrup

Vi stod tidligt op, da vi ville nå langt, da der kommer nogle dage med lidt frisk vind.

Kl 7:40 tøffede vi ud og satte sejl og drejede sydpå. Vinden var 4-5 m/s fra vest, så det var rigtig godt. Desværre var der næsten en knob modstrøm.

Efter et par timer begyndte der at komme en del regnbyger ind over, men det lykkedes os faktisk at undgå dem allesammen😎

Desværre døde vinden og motoren blev startet.

Ved de store fyr ved Hals drejede vi ind i fjorden. Øv, nu var der over 2 knob modstrøm. Vi tog sejlene ned, da vinden kom lige forfra.

Med 4 knob over bunden tog turen lidt længere tid, end vi havde regnet med.

Kig ind over Grønlandshavnen øst for Aalborg

Men alting har en ende og efter 46 sømil gik vi kl 16:15 ind i Nr, Uttrup havn ved Aalborg. Her har vi aldrig været før.

Dag 30 – 14/7-2023 – 46 sømil – 8:35

Sumloggen står nu på 572 sømil.

Til Aalborg

Vi stod op og spiste morgenmad – inden vi sejlede.

Det var en særlig dag, da vi havde 45 års bryllupsdag, så vi hyggede lidt med morgenmaden og tøffede ud kl 9:15 – så skulle vi nemt kunne nå de 2,5 sømil hen til broåbningen kl 10. Men da vi kom udenfor renden og drejede mod broen kunne vi se, at vi havde næsten 2 knob medstrøm! (Jo tak, det kunne vi godt have brugt i går!)

Så vi satte motoren i tomgang og sejlede ned langs den sydlige havnefront med alle de store nye bygninger. Til sidst slog vi skruen fra og drev.

Da vi kom under Limfjordsbroen måtte vi vente godt 20 minutter på Jernbanebroen; men  endelig efter 4 sømil gik vi kl 10:30 ind i Vestre Bådehavn, hvor Niels og Lone i Havfruen stod og vinkede ved en tom plads lige ved siden af den. De havde allerede lavet kaffe og vi fik en ostemad. Ca 12:30 gik vi alle en tur hen over Jernbanebroen og tilbage over Limfjordsbroen og hen gennem Algade og ind på Klostertorv, hvor vi fik en stor Dunkelbier og en burger / sandwich. Derefter gik Lone og Irene på shopping; medens Niels og KK gik ned til bådene og checkede køjerne ud!

Sumloggen står nu på 576 sømil.

Det var en særlig dag, da vi havde 45 års bryllupsdag, så vi hyggede lidt med morgenmaden og tøffede ud kl 9:15 – så skulle vi nemt kunne nå de 2,5 sømil hen til broåbningen kl 10. Men da vi kom udenfor renden og drejede mod broen kunne vi se, at vi havde næsten 2 knob medstrøm! (Jo tak, det kunne vi godt have brugt i går!)

Så vi satte motoren i tomgang og sejlede ned langs den sydlige havnefront med de mange store nye bygninger. Til sidst slog vi skruen fra og drev.

Da vi kom under Limfjordsbroen måtte vi vente godt 20 minutter på Jernbanebroen; men  endelig efter 4 sømil gik vi kl 10:25 ind i Vestre Bådehavn, hvor Niels og Lone i Havfruen stod og vinkede ved en tom plads lige ved siden af dem.

Dag 31 – 15/7-2023 – 4 sømil – 1:10 timer

De havde allerede lavet kaffe og vi fik en ostemad. Ca 12:30 gik vi alle en tur hen over Jernbanebroen og tilbage over Limfjordsbroen og hen gennem Algade og ind på Klostertorv, hvor vi fik en stor Dunkelbier og en burger / sandwich. Derefter gik Lone og Irene på shopping; medens Niels og KK gik ned til bådene og checkede køjerne ud!

Frokost på Klostertorv

Sumloggen står nu på 576 sømil.

Vi ville egentlig, som vi plejer på vores bryllupsdag, have været ud og spise; men vi var enige om, at det ville være en skam, da vi stadig var mætte efter frokosten.
Om aftenen – ikke ret lang tid efter, at vi havde sat cockpitteltet op for første gang i år – kom der et gevaldigt tordenvejr, hvor det bare væltede ned – og det larmede så voldsomt på teltet, at vi næsten ikke kunne snakke sammen. Vi fik bare en kop the og en ostemad ved 20-tiden.

Søndag lavede vi ikke meget. Vi gik dog sammen med Lone og Niels hen til Fjordbyen (de mange små træhuse vest for Skudehavnen og der nød vi en øl. Tilbage tog vi vores frokost med op i klubhuset og fik øl og snaps – og det hele endte med en lur i cockpittet, hvor vi havde sat teltet på.

Mandag hyggede vi og det endte med fælles aftensmad i klubhuset, hvor Irene sørgede for desserten ved at tage en skål med over til isbutikken bag klubhuset, som blev fyldt med softice. Senere dukkede Brian og Jimmi fra “Fuld af fart” og “Mojn” med en flaske vodka!!

Tirsdag hjalp fik KK renset afløbet fra pantryvasken og bagefter hjalp han Niels med at skifte forbrugsbatterier og en ny lader. Ved 13-tiden sejlede Havfruen mod vest, hvor de nåede Løgstør ved 18-tiden. Vi gik en tur op gennem alle gågaderne og tilbage i båden fik vi eftermiddagskaffe og så Jonas Vingegaard vinde enkeltstarten i Tour de France. Om aftenen gik vi tidligt i seng.

Hjem til Lemvig

Efter 3 overliggerdage i Aalborg havde vi besluttet at stå rigtig tidligt op, da onsdag skulle blive brugeligt mht vind, hvorimod torsdag og fredag ville blive mere blæsende. Så kl 5:40 tøffede vi ud og drejede vestpå – lige imod vinden. Vi spiste morgenmad undervejs og holdt lidt øje med modstrømmen. Den blev mindre og mindre og det betød, at vi nåede Aggersundbroen allerede kl 9:45.
Udenfor Løgstør Rende satte vi sejl og det gik fint nedad mod Livø.

Endelig sejl på – her på Løgstør Bredning

Det var lidt besværligt, da vinden hele tiden drejede 15-20 grader fra side til side og den var tilpas frisk til, at sejlene skulle stå rigtigt.
Mellem Livø og Fur forsvandt vinden næsten og vi satte motoren til. Da vinden øgede igen efter Fur kunne vi stoppe den. Ved Nykøbing var strømmen vendt og det gik rigtig godt – over 7 knob på GPS’en. På et tidspunkt prøvede KK at finde ud af, hvornår vi kunne være ved Oddesundbroen. 15:44 stor der i GPS’en. Ved Sillerslev Øre blev vinden mere spids og vi kunne i hvert fald ikke stå op til broen, så vi bjærgede m sejlene og gav motoren gas. Og vi nåede broen 3 min før åbning!
Her lå Havfruen og ventede (de var sejlet til Løgstør dagen før).
Vi fulgtes ad gennem Bredningen, hvor vi var hjemme i Lemvig kl. 17:15 efter 68 sømil – godt trætte.
Sumloggen sluttede på 644 sømil efter 5 ugers sejlads😎

Dag 35 – 19/7-2023 – 68 sømil – 11:35 timer

Her er den samlede tur: 644 sømil
Sejltid: 110 timer
Her af motor: 99 timer

Som det fremgår, er der benyttet rigtig meget motor, meget mere end vi plejer. Og det afspejler så det fantastiske vejr vi har haft med stille vejr eller svag vind.