THE PROSPECTORS

Bjarne Stougaard har sendt mig nedenstående:

Orkesteret blev dannet i efteråret 1965 af:
Harry Jensen, Vrist – rytmeguitar og sang
Bjarne Stougaard, Lemvig – leadguitar og sang
Lars Orup Pedersen, Strande – bas
Herbert Piltoft, Harboøre – trommer

Vi havde meget lidt udstyr i begyndelsen – vi fik fat i et par elektriske guitarer og Herbert havde en lilletromme fra FDF orkesteret. Så loddede vi DIN-stik i den ene ende af en jackledning og spillede gennem mikrofonindgangen i en spolebåndoptager.

I begyndelsen øvede vi i kælderen i Søndervang 4, men da vi fik sparet sammen til Teisco-forstærkere med “enorme” 15 w, blev vi bedt om at finde et andet sted pga. larmen. Det blev så sløjdlokalet på Harboøre Skole, hvor Herberts far var lærer.

Det var meget nyt med lokale bands på den tid, så da vi optrådte med de første tre numre, vi havde lært, ved en “koncert” i Harboøre Ungdomsklub, skreg pigerne fra start til slut – det havde de jo set i fjernsynet, når Beatles kom hjem til Heathrow. Vi var ret chokerede over reaktionen, men så spillede vi numrene en gang til – der var jo ingen, der havde hørt dem pga. Skrigeriet.

Senere blev det til en del spilleri rundt omkring, og vi deltog også i DM i rockmusik bl.a. sammen med Speedmakers også fra Lemvig.

På et tidspunkt arrangerede vi en pigtrådskoncert sammen med Mumling Birds fra Thyborøn, med Johnny Madsen i front.

Vi fik lov at låne gymnastiksalen på Vrist Skole af førstelærer Busk, og vi tegnede plakater, som blev hængt op i hele området. Den vi havde placeret på Afholdshotellet i Harboøre, blev dog straks pillet ned – sådan noget ville de ikke have hængende.

Da aftenen oprandt, og det væltede ind med cykler og knallerter ved Vrist Skole, gik der pludselig et rygte om, at vi var blevet meldt til politiet. Efter sigende var arrangementet aldeles ulovligt, da der både skulle betales forlystelsesafgift og etableres professionel brandvagt. Det havde vi ingen anelse om, så det var med angst og bæven, vi gik på scenen – tænk hvis vi blev arresteret.

Salen var stuvende fyldt med unge, som hver havde betalt 3kr i entre. For en sikkerheds skyld flyttede vi pengene i flere omgange hen til Chresten Clemmensen, som boede lidt længere henne ad vejen. For hvis politiet kom, skulle de i hvert fald ikke have alle pengene. Vi så nu ikke noget til dem, og aftenen var en stor succes.

KKW: Og The JOTS spillede faktisk et par numre i pausen mellem de 2 andre bands.